Mathilde blev den første student fra EUX Business
Mathilde Lykke Møldrup blev den første erhvervsfaglige student fra EUX Business på Køge Handelsskole årgang 2023. Mathilde kan både sætte hak ved studenterhue og læreplads. Efter sommerferien starter hun i lære som speditør hos Kuehne + Nagel.
Mathildes hvide hue med det grå bånd bliver sat på, af hendes tydeligt stolte morfar. Det giver et gib i ham, da hun fortæller, hun fik 12 i den sidste eksamen. Mathilde er blot 19 år, og har ikke altid vidst, hvad hun ville. Det var faktisk én af grundende til, at hun valgte EUX Business, da man både kan vælge at gå i lære og læse videre. Men nu kan hun både sætte tjek ved studenterhue og en spændende læreplads som speditørelev – efter sommerferien åbner en ny verden sig, når hun hos speditionsfirmaet Kuehne + Nagel i Tåstrup skal lære planlægning af transport af gods.
”Jeg glæder mig helt vildt til at dykke ned i speditør-verdenen, der omhandler søfragt og luftfragt samt nødtransport i samarbejde med Unicef”, fortæller Mathilde, der blev fejret på behørig vis i gårdhaven på Køge Handelsskole.
Hvad der videre skal ske efter læretiden ved Mathilde ikke endnu – hun vil blot nyde sin læretid og så se, hvad fremtiden bringer. Alle døre er åbne. Og det er netop det fede, ved EUX Business-uddannelsen, påpeger hun; ”At vi lærer noget, vi derefter afprøver i praksis.”
Der har været rift om Mathilde blandt virksomhederne. Hun søgte tre lærepladser, kom til tre samtaler og fik tilbudt to lærepladser.
”I processen med at søge læreplads har skolens lærepladskonsulent, Peernille Buus, været guld værd; hun har hjulpet med sparring, vejledning - og med at se mine ansøgninger igennem. Hun er endda kommet med fif til samtalen,” fortæller Mathilde, der altså tabte sit hjerte til speditør-lærepladsen.
Mathilde vil savne studielivet på skolen:
”Studielivet er rigtig hyggeligt, vi snakker sammen på kryds og tværs, og vi er også tætte med lærerne, som vi kan have personlige samtaler med. Det skaber et godt læringsmiljø.”
Studierejserne fremhæver Mathilde som helt særlige minder fra hendes studietid:
”Vi rejste to uger til Malaga for at hjælpe lokale virksomheder med deres markedsføring samtidig med, at vi øvede vores spanske. Og så rejste vi til New York som en fed afslutning på to gode år,” slutter Mathilde.