Folkemøde
#EUX Business

EUX-elever mødte demokratiet

Af: Karina Anée Købke Af: Irina Hilma

På Ungdommens Folkemøde den 3. september undersøgte KHS’ 1. års EUX-elever deres egne spørgsmål om alt fra køn og seksualitet til grøn omstilling. De gik til kilderne, prøvede tingene af i boderne og klippede deres indtryk sammen til korte film.

På Ungdommens Folkemøde rykkede undervisningen helt ud i virkeligheden. Da vores 1. års EUX-elever trådte ind, trådte de direkte ind i samtiden; fra scene til scene og telt til telt mødte de politikere, organisationer, virksomheder og andre unge og snakkede om det, der former vores hverdag.

Eleverne styrede selv retningen og valgte spor ud fra deres egne samfundsfaglige spørgsmål. Nogle undersøgte unges brug af nikotinprodukter og spurgte sundhedsfolk og politikere, hvad der virker, hvis forbruget skal ned. Andre gik tæt på mobning på sociale medier. For hvordan beskytter vi fællesskaberne uden at klemme ytringsfriheden? Flere dykkede ned i grøn omstilling og ligestilling.

Kritiske interviews - også når man er uenig.

En gruppe valgte at interviewe politikeren Rasmus Paludan om hans holdninger til køn og seksualitet. Formålet var ikke at blive enige, men at forstå argumenter, stille opfølgende spørgsmål og træne kildekritik.

Dagen var også hands-on. Ved en bod om elektrikerfaget kunne eleverne koble komponenter og sætte stik i; helt praktisk. Et andet sted drejede de på et dilemmahjul og diskuterede svar og konsekvenser i et trygt rum.

Friheden til selv at vælge, kritiske spørgsmål og læring i hænderne

Præcis sådan oplevede Amanda og Emily fra 1.A dagen: “Det var fedt, at der var så meget forskelligt at se og prøve og at vi selv kunne bestemme, hvad vi ville dykke ned i,” fortalte Amanda.

“Jeg synes, at jeg lærte mere, fordi vi fik det i hænderne i stedet for at være i klasseværelset hele dagen,” istemte Emily.

Eleverne samlede deres interviews, observationer, citater og fund i korte film, som er blevet delt i klasserne og kan sætte gang i nye samtaler.

Læs også...