Historisk højt optag på Køge Handelsskole
#EUX Business, #HHX

Historisk højt optag på Køge Handelsskole

Af: Karina Anée Købke

Optagelsesrekord: 24,1 % flere elever end sidste år. 557 unge har søgt om optagelse på Køge Handelsskole efter sommerferien - og både Handelsgymnasiet HHX og EUX Business vokser markant.

Ansøgertallene til ungdomsuddannelserne er landet, og på Køge Handelsskole lander de med en tydelig besked om, at interessen for skolens businessuddannelser er større end nogensinde. 24,1 % flere elever end sidste år har ansøgt om optagelse på skolen.

“Vi er selvsagt både glade, ydmyge og stolte over den store tilslutning til vores ungdomsuddannelser. Valget af ungdomsuddannelse er et betydningsfuldt valg. Når så mange vælger os til, er det et klart tegn på tillid; og det forpligter selvsagt,” fortæller direktør på Køge Handelsskole, Stig Johansen.

Ungdommen vælger brugbare uddannelser

Ifølge Stig Johansen peger tallene på en klar tendens.

“Unge søger uddannelser, der giver retning. De vil have praksisnærhed og brugbare uddannelser, der åbner døre og giver mange muligheder bagefter. Det oplever vi tydeligt i år.”

Handelsgymnasiet HHX giver adgang til videregående uddannelser inden for blandt andet økonomi og business. EUX Business kombinerer en erhvervsuddannelse med gymnasiale fag, og giver dermed både svendebrev og studenterhue.

“Den kombination giver fleksibilitet. Det er ikke enten-eller – det er både-og. Og det tror jeg tiltaler flere unge mennesker,” forklarer Stig Johansen.

Derfor vælger ungdommen KHS til

Når direktøren skal sætte ord på fremgangen, peger han på helheden:

“Vi tilbyder nutidige fag og undervisningsformer, vi arbejder tæt sammen med erhvervslivet, og vi har engagerede lærere, der virkelig vil eleverne. Undervisningen skal give mening både i klasselokalet og udenfor. Og så mener vi, at tydelige rammer og høj faglighed skaber tryghed - og tryghed skaber trivsel.”

Han fremhæver også de internationale muligheder, som skolen tilbyder:

“Vores elever har alle mange muligheder for at se verden under uddannelsen - både gennem Erasmus+ og studierejser. Det giver perspektiv og udsyn. Og stiller dem også godt efter tiden hos os.”

På Køge Handelsskole ser man frem til at byde nye elever velkommen den 10. august 2026.

Læs også...