Hvad er godt at huske, og hvad skal du forvente, når du starter på KHS? - To af vores elever, Clara og Freja, deler deres oplevelser fra deres første tid på Køge Handelsskole.
Man kan godt have vildt mange sommerfugle i maven, inden man skal starte et helt nyt kapitel på en ny uddannelse med en masse mennesker, man ikke kender. Men man behøver slet ikke være nervøs:
”Selvfølgelig var vi nervøse, men bare tag det roligt og glæd dig. Du lærer hurtigt de andre at kende, og får helt automatisk en masse nye venner. Alt er nyt, men det er det jo for alle. Så du bliver udmattet i starten, men det er samtidig en virkelig fed tid. Og du behøver ikke kunne halvdelen af pensum, før du starter,” fortæller Clara og Freja, der læser EUX Business på Køge Handelsskole.
Den første tid
Et stærkt socialt sammenhold er vigtigt på Køge Handelsskole. De første uger er derfor fyldt med en masse fællesskabsskabende ting; aktiviteter, teambuilding, ture og overnatning på introture, så alle bliver rystet godt sammen og lærer skolen og lærerne godt at kende.
"På vores introforløb lavede vi en masse aktiviteter som navnelege, rundbold, høvdingebold og dueller - og var rundt i Køge by og på forskellige ture. Vi tog også på overnatning og lavede en masse sjove lege, så vi lærte hinanden at kende personligt. Det føltes meget som efterskole, og vi blev rystet godt sammen,” siger Freja.
Vær åben
Freja og Clara har et godt råd til dig, der snart skal starte på en ungdomsuddannelse:
"Glæd dig. Det er seriøst fedt at gå på en ungdomsuddannelse. Bare vær åben, mød op med et kæmpe smil, og sig ja til det hele. Det er vigtigt at være åben og tålmodig. Alt er nyt, og man skal sætte sig ind i det hele.”
De giver også et råd med på vejen til dig, der endnu ikke ved hvilken retning, du vil tage din uddannelse:
”Først og fremmest skal du vælge uddannelse efter hvad du gerne vil bagefter og hvilke fag, du godt kan li´. Du får serøst hurtigt nye venner, og du mister jo ikke de gamle fordi du starter på en anden uddannelse end dem,” fortæller Clara.
Overgangen er faktisk ikke så svær
Overgangen fra folkeskolen til handelsskolen kan godt være en udfordring, men lærerne på Køge Handelsskole gør det lettere.
"Det var en rigtig fin start, fordi der bliver gjort så meget ud af introforløbet. Lærerne gav os også blød start i forhold til fagene,” siger Freja.
"Lærerne er gode til at præsentere de nye fag og forventninger. De er gode til at forklare det vi skal lære på nye måder, og de går op i vores udvikling både fagligt og personligt. Og så er alle her jo fordi vi selv har valgt det, og det giver en god energi. Så bare spring ud i det og glæd dig,” slutter Clara.