Elever udvikler løsninger på trængsel i morgenbusserne fra Ølby Station
Hvordan får man flere til at fordele sig bedre i morgenbusserne fra Ølby Station, så ikke alle flokkes om den første bus? Det spørgsmål har to 3.g-klasser fra innovationslinjen på Køge Handelsskole arbejdet med siden januar i et projekt med Movia, Region Sjælland og CAMPUS KØGE.
Eleverne har arbejdet med nudging og udviklet idéer til løsninger på trængslen i morgenmyldretiden. Projektet kulminerede, da de præsenterede deres forslag for et dommerpanel.
Helt til dørs
Bedste idé kom fra Peak Stop aka Aksel, Emil, Markus, Pelle og Andreas, som vandt med en løsning om to busstoppesteder, hvor de utålmodige skal gå lidt længere, mens de tålmodige bliver kørt “helt til dørs”. De fortæller, at det har været sjovt at arbejde med en reel udfordring og udvikle idéer, der nu skal testes:
“Det er fedt at arbejde med rigtige virksomheder i stedet for fiktive cases, fordi det hele bliver mere jordnært. Og så giver det bare noget ekstra, når man kan se, at de løsninger, vi finder på, faktisk bliver brugt i virkeligheden.”
Det er også netop en vigtig del af undervisningen på Køge Handelsskole: at eleverne får lov til at arbejde med virkelige cases og rigtige samarbejdspartnere. Det gør undervisningen mere relevant og mere meningsfuld og giver eleverne en oplevelse af, at deres idéer faktisk kan gøre en forskel uden for klasselokalet.
Nu skal de bedste idéer testes i virkeligheden - først på Ølby Station og senere på andre stationer i regionen.Det bliver spændende at følge, om idéerne kan skabe mere albuerum i de ellers så propfyldte morgenbusser.