Grøn dag - en dag i klimaets tegn
Hvad er de væsentligste klimaudfordringer verden står overfor? Hvordan kan vi forsøge at løse problemerne? Det var nogle af de ting, der blev drøftet da der blev holdt Grøn dag på Køge Handelsskole - opfundet af eleverne selv.
Mandagen stod i klimaets tegn. En række elever fra HHX har i Erasmus +projektet Youth Climate Empowerment har arbejdet med at udvikle klimatiltag, og ‘Grøn dag’ var en af elevernes idéer. Den 17. april blev hele undervisningen på Køge Handelsgymnasium derfor farvet grøn.
"På denne grønne dag simulerede en række HHX-klasser fra Køge Handelsgymnasium f.eks. COP27 og repræsenterede forskellige lande i debatter og afstemninger - ledet af 4 entusiastiske unge mennesker fra FN Forbundet. Andre klasser var til virksomhedsoplæg ved direktør Henrik Lund fra firmaet Naturli, der levende fortalte om virksomhedens historie, arbejde og produkter. I alle fortsætterfagene var der fokus på klima og bæredygtighed i undervisningen, og skolens Café havde selvfølgelig også kun grøn mad på menuen," fortæller Tina Biil Eriksen, der er international koordinator på Køge Handelsskole.
Grøn dag gav eleverne på skolen en masse perspektiver på verdens klimaudfordringer - men også nye indsigter i, hvordan vi alle kan være med til tilte verden i en grønnere retning.