Job- og karrieredag på Køge Handelsskole
#EUX & EUD Business

Elever og virksomheder fandt hinanden på Job- og Karrieredag

Af: Karina Anée Købke Af: Irina Hilma

Hvilke muligheder venter efter skolebænken? Det spørgsmål blev både vores EUX og EUD elever og de deltagende virksomheder klogere på til den årlige Job- og Karrieredag.

Job- og karrieredagen bød på inspirerende oplæg fra 11 virksomheder, der delte ud af deres elevprogrammer, udviklingsmuligheder og personalegoder. Bagefter fik eleverne mulighed for at møde virksomhederne ved deres stande – en værdifuld ramme for dialoger om fremtiden.

For eleverne er dagen en øjenåbner, hvor de får indsigt i virksomhedernes krav og ønsker, og hvor de kan øve sig i at skabe netværk – en kompetence, der er vigtig i arbejdslivet. Amanda havde på forhånd udset sig nogle virksomheder, hvor hun godt kunne tænke sig at blive elev:

”Det var vildt godt at møde dem fysisk og have en snak med dem. Jeg har fået skabt nogle kontakter, og de har fået sat ansigt på mig. Det vil alt andet lige gavne mig, når jeg skal søge læreplads.”

Maria fik til gengæld inspiration til at kigge nye veje:

”Der var nogle virksomheder med, som ikke lige lå top of mind hos mig. Jeg har fået et helt andet indblik i, hvad det vil sige at være elev hos dem, og det var en meget positiv oplevelse. Så nu er det bare med at få sendt ansøgninger afsted”.

Virksomhederne mødte fremtidens talenter

De deltagende virksomheder fremhævede, hvor vigtigt det er at integrere elever i deres organisationer. Elever bidrager med energi og nye perspektiver, og virksomhederne understregede, at de værdsætter læringsparathed og nysgerrighed.

“Det er vigtigt, at vi skaber bro mellem vores elever og erhvervslivet,” forklarer skolens lærepladskonsulent, Helle Berntsen.

“Job- og Karrieredagen giver virksomhederne en platform til at finde elever, mens vi hjælper vores elever med at træffe kvalificerede valg om deres fremtid. EUX og EUD Business uddannelserne er i vækst her på skolen, så vi har heldigvis mange elever, som vi kan matche med erhvervslivet,” slutter hun.

Tak til virksomhederne AB Catering, Bilka, DSB, DSV, HK, Jobindex, JYSK, Køge Handelsskole, Louis Nielsen, Rigspolitiet, Semler Mobility og YouSee.

Læs også...