Passion for fart, handel og salg
Motorsport og race har fyldt meget hos Magnus Richardt, men familiens flair for handel og salg har også smittet af.
Motorsport og race har fyldt meget hos Magnus Richardt, men familiens flair for handel og salg har smittet af på den tidligere gokart racer, der nu er færdigudlært EUX Business elev fra Køge Handelsskole. Elevpladsen hos Codan Rubber A/S blev til en fastansættelse, og dermed startskuddet til karrieren med større salgsansvar.
”Jeg har altid godt kunne lide handel og salg, da min far er selvstændig og min mor har arbejdet med handel og transportjura. Så lysten efter at lære mere om handelsverdenen er stor. Selv om folkeskolen ikke var nem for mig, så var overgangen fra 9. klasse til EUX Business ikke svær. Det var fedt at møde nye mennesker og få nye, spændende fag. Der er mange forskellige mennesker på Køge Handelsskole, og plads til alle. Alle er helt nede på jorden, og der er virkelig gode muligheder, hvis man har interessen,” siger Magnus Richardt.
I tvivl om EUX eller EUD
”Faktisk var både jeg og min studievejleder i tvivl om jeg skulle vælge EUX eller EUD, men i dag er jeg virkelig glad for, at jeg valgte EUX. EUD-uddannelsen er kun et år, men jeg kunne godt klare et år mere, fordi fagene på EUX var så interessante. Jeg ville gerne lære mere om handel, økonomi og afsætning, så derfor valgte jeg EUX. Med EUX kan man også vælge at læse videre efter to år – frem for at vælge elevvejen, som jeg gjorde, så den giver mange muligheder,” fortæller Magnus Richardt, og tilføjer, at uddannelsen har givet ham en slags grundforståelse for, hvordan det hele hænger sammen i en virksomhed og dens omverden.
Udlandsophold med arbejdsansvar og venskaber
Magnus tænker tilbage på sin skoletid med glæde:
”Jeg er super glad for min tid på handelsskolen. Lærerne var sjove, og der var masser af hjælp og rådgivning, hvis man havde brug for de, f.eks. ift. praktikpladssøgning og udlandsophold. Skolen tilbød gode muligheder for at rejse. Jeg tog til Malta med økonomisk tilskud fra Erasmus+, hvor jeg arbejdede en måneds tid på hotel med at underholde gæsterne. Vi var 10 afsted på vores årgang, og vi boede i tre lejligheder. Det venskab vi fik der er bare alt. Det gav så meget at være ude i verden og stå på egne ben - og selv have ansvar for at tage på job og finde ud af transport.”
Magnus blev også spurgt om han ville været repræsentant for EUX i bestyrelsen på Køge Handelsskole.
"Det sprang jeg på, og det var fedt at få indblik i skolen og være med til noget af det mere professionelle arbejde. Jeg fik også et større arbejdsnetværk, da jeg mødte mennesker fra bankverdenen og skolens direktør,” siger han.
Salg til bilindustrien
”Jeg har altid troet på at det tæller at få erfaring fra den virkelige verden, og ved et tilfælde blev jeg tilbudt en elevplads hos Codan Rubber i Køge. Jeg besøgte dem, da jeg var ude for at søge sponsorat til at køre Copenhagen Historic Grand Prix. De var virkelig flinke, og ville gerne sponsorere, og spurgte om jeg snart skulle ud som elev. Dét blev starten til min elevplads, hvor jeg bl.a. sælger gummislanger til bilindustrien," fortæller Magnus.
Han synes det fedeste er det ansvar, der følger med:
"Jeg har ansvaret for de fleste danske kunder, og derfor blev jeg super glad for tilbuddet om fastansættelse som Account Manager. Jeg er kun 20 år, og har virkelig grebet de muligheder, der har åbnet sig for mig. Så vi må se hvad fremtiden bringer. Lige nu vil jeg gerne blive hos Codan Rubber,” slutter Magnus Richardt fra kontoret i Køge.