Udvikling af klimaløsninger på skoleskemaet
Køge Handelsskole er med i en lang række internationale projekter. Ét af dem er Erasmus+ projektet, ‘Youth Climate Empowerment’. 10 af vores elever fra HHX er netop vendt hjem fra en Erasmus+ projektrejse til Heino i Holland, hvor de sammen med unge fra andre europæiske lande var med til at udvikle løsninger på klimaudfordringer i deres respektive kommuner. Idéer der i løbet af projektet skal implementeres i projektdeltagernes lokale kommuner, herunder Køge Kommune.
“Her på Køge Handelsskole er det en vigtig værdi, at vores elever og lærere rejser ud og oplever verden. Derfor engagerer vi os i internationale udviklingsprojekter på alle niveauer inden for undervisning, læring og innovation,” forklarer Stig Johansen, direktør på KHS.
Men udover grøn indsigt - hvad giver det så vores elever? Vi tror på, det giver noget særligt til eleverne, der som her har arbejdet intenst med klimaproblematikker i samarbejde med elever fra Tyskland, Holland og Spanien.
10 elever fra 3v er netop hjemvendt fra Erasmus+ projektrejsen med rygsækken fyldt op med anderledes læring, idéer og interkulturel forståelse - og de siger samstemmende:
“Det giver helt sikker noget at rejse ud i verden på den måde og arbejde intenst med klimaforandringer og forsøge at udvikle løsninger sammen med elever fra andre lande. Det har også givet en masse socialt, nye venskaber og en masse læring om andre kulturer.”
Køge Handelsskole giver en hånd til klimaet
Køge Handelsskole står i spidsen for projektet.
”Vores unge mennesker er fremtiden, og det giver meget mening for dem at arbejde med løsninger til, hvordan vi hver især i vores familier og kommuner kan arbejde aktivt på at nedbringe vores CO2 aftryk” fortæller Tina Bill Eriksen og Inge Jakobsen, der begge er projektkoordinatorer.
”Når eleverne mødes på tværs af landegrænser, får de inspiration af hinanden til konkrete klimatiltag i kommunerne -og det er vejen frem, hvis vi skal gøre noget for klimaet og dermed de unges fremtid,” slutter Erasmus+ koordinatorerne.