
Stort tillykke til årets første handelselev
Joshua Raun Gede afsluttede i går sin EUD Business som Køge Handelsskoles første handelselev i år. Med en læreplads som handelstrainee i Elgiganten, en fascination af salgets psykologiske mekanismer og et klart karrieremål ser han EUD som den hurtigste vej til at rykke sig – hurtigt og langt.
Studentergården glitrede af konfetti i formiddagssolen, da skolens direktør Stig Johansen og uddannelseschef Hans Severinsen tog imod med blomster og bobler til årets første handelselev.
“Jeg ville have papir på, at jeg er sælger – det kan bruges i alle brancher. Jeg elsker at snakke med mennesker, og det spændende er psykologien bag salg; at læse folk, finde deres behov og opfylde det uden at presse. Det er som et strategispil, hvor jeg vejer butikkens fortjeneste op mod kundens tilfredshed," siger Joshua og kalder det "vildt fedt" at være færdig så han kan fokusere på lærepladsen.
Læreplads klar fra dag ét
Lærepladsen var på plads, allerede før Joshua begyndte på EUD Business. Første stop er Elgigantens produktcampus i Norge, hvor han skal nørde teknik og se produkter, der endnu ikke er lanceret.
"Jeg glæder mig til at tage den viden med hjem til kunderne, og bruge det, vi har lært i skolen.
En slags målrettet genvej
Karakterbladet fra folkeskolen kunne have åbnet alle gymnasiedøre, og forventningspresset var da også til at mærke fortæller Joshua:
"Mange sagde, at jeg burde tage gymnasiet, men salgspsykologien trak mere. Jeg ville noget praktisk og hurtigt. EUD Business giver mig papir på det, jeg brænder for, og muligheden for at forme karrieren i flere retninger. Vejen opad er ikke lang, hvis man vil den."
Han beskriver et år på KHS, hvor fagene gav mening fra dag ét:
"Virksomhedsøkonomi og erhvervsinformatik er værktøjer, jeg kan bruge direkte i butikken."
Fremtiden i sigtekornet
Om fem-ti år ser Joshua sig selv i et større marketing- eller salgsfirma – stadig i kundekontakt, men med større konti og strategisk ansvar:
"Mit håb er at sælge til de store kunder og skabe værdi. Det er dér, jeg vil hen."
Indtil da gælder det lærepladsen i Elgiganten:
"Nu vil jeg koncentrere mig fuldt ud om arbejdet og få teorien til at leve i praksis," slutter Joshua.

Stort tillykke til Joshua – og til alle de handelselever, der også er blevet færdig og klar til erhvervslivet.