Sydbanks rejselegat vakte glæde
“Nu kan jeg endelige lære mit fødeland at kende.” Sådan lød det fra en tydeligt rørt vinder af Sydbanks rejselegat, Ditte Frydenreim Kjær. Først kom studenterhuen i hus. Herefter blev Ditte overrasket af Sydbank Køges filialdirektør, Per Kongstad Slot, med besked om, at hun er udvalgt til at modtage Sydbanks Rejselegat på 10.000 kr.
Der var glæde at spore, da 21-årige Ditte modtog Sydbanks Rejselegat på 10.000 kr. Legatet vil Ditte bruge til en studierejse til Vietnam, hvor hun er født.
”Jeg har ikke engang turde håbe på at få legatet, så jeg blev meget overrasket. Jeg skrev meget ærligt om mine personlige forhold og drømme om at komme til Hanoi, hvor jeg er født. Jeg blev adopteret, da jeg var 5 måneder, men har aldrig besøgt Vietnam, som er mit fædreland. Det får jeg mulighed for nu, og det er jeg ovenud taknemmelig for," fortæller Ditte, da vi fanger hende efter overraskelsen - med en hvid kuffert indeholdende 10.000 kr. og en flot buket sommerblomster i favnen.
Ditte har en kronisk sygdom, der gør det en del dyrere at rejse. Men med Sydbanks Rejselegat kan hendes drøm om at opleve sine rødder og oprindelige kultur gå i opfyldelse:
”Det er en unik mulighed for mig, og jeg overvejer, om jeg vil forsøge at finde min biologiske mor. Så det betyder simpelthen alverden for mig,” fortæller Ditte.
Nyd det
Det var 9. år i træk Sydbanks Rejselegat på 10.000 kr. blev givet til en nybagt student på Køge Handelsskole. Og Sydbanks filialdirektør, Per Kongstad Slot, gav kun ét råd med på vejen:
"Rejs ud, vær nysgerrig, lær af andre - og kom så hjem og gøre os andre klogere. Og nyd det!"
Også Stig Johansen, direktør på Køge Handelsskole glæder sig over, at Sydbank giver skolens elever mulighed for at få et større udsyn:
”På Køge Handelsskole har vi et stort fokus på internationalisering og globalisering og Sydbanks Rejselegat på 10.000 kr. støtter os i vores ønske om, at klæde vores elever på til at begå sig i en global verden. Det er meget glædeligt,” siger Stig Johansen.
Drøm om at blive Tv-producer
Ditte er lige blevet færdig på handelsgymnasiet med et flot resultat.
”Min drøm for fremtiden er at arbejde som Tv-producer,” fortæller Ditte.
Men til en start venter Vietnam. Stort tillykke og god rejse - og tak til Sydbank for at støtte op om vores studenter.