
Studieture med udsigt og indsigt
Her på skolen er efteråret altid fyldt med studieture til farverige destinationer, der kan fylde rygsækken med alt det, man ikke kan lære ved at læse i en bog.
Eleverne glæder sig, og sammenholdet bliver rystet sammen på nye måder, når man træder ud af den vante hverdag og comfortzone og ind i en anderledes verden. For dannelse sker ikke bare i klasselokalerne, men i mødet med nye kulturer og nye måder at tænke og leve på.
Der sker noget, når man står i et gadekryds i Madrid og forsøger at spørge om vej på spansk. Når man sidder ved et langbord i Taiwan og smager på noget, der ingenlunde ligner noget, man har smagt før. Når man går gennem New Yorks gader og oplever kontrasterne mellem rigdom og fattigdom og mærker verdens kompleksitet helt tæt på.
Så opdager man, at verden både er større og mindre, end man troede.
I år rejser vores elever til New York, Berlin, Madrid, Barcelona, Skotland, Taiwan, Amsterdam, Hamborg, Bremen, Stockholm, Zwolle, London, Fuerteventura og Stettin.
De skal ikke bare have kulturen ind under huden, men også besøge og arbejde med lokale virksomheder. Det er undervisning med udsigt (og indsigt). Det er en vigtig del af dét at gå på Køge Handelsskole, synes vi. Og vores elever kommer altid hjem lidt mere voksne.
