"Spis flere jordbær"
"Husk at spise flere jordbær." Studenterne fra HHX anno 2024 fik vise ord med på vejen, da de blev fejret til hele tre translokationer på Køge Handelsskole.
Det blev et både festligt og højtideligt farvel til vores studenter fra HHX. Salen summede af festlig stemning og godt humør, da nybagte studenter mødte op til fejring sammen med deres familier den 29. juni 2024. Det var en dag fyldt med højtidelige taler, musik fra skolens husband, overrækkelse af eksamensbeviser, sang og smil over hele linjen.
Direktør Stig Johansen gav studenterne vise ord om fællesskab med på deres videre færd:
I har skabt et godt fællesskab her på skolen. I har engageret jer, blandet jer, været nysgerrige, vist omsorg og næstekærlighed
"I har skabt et godt fællesskab her på skolen. I har engageret jer, blandet jer, været nysgerrige, vist omsorg og næstekærlighed. I det ligger en stor styrke!" sagde Stig Johansen og understregede vigtigheden af at være en del af noget større end sig selv.
Uddannelsesrektor Jonas Lindelof talte om håb i hans tale til studenterne:
"Mit bedste råd til jer i dag er at spise flere jordbær, for man kan aldrig spise for mange jordbær. Jordbær er for mig symbolet på sommer; på den lyse tid vi synger om; på naturlighed og på velsmag. Jordbær hører til de sæsonvarer, som for mig smager fantastisk netop i disse uger, men som slet ikke passer ind om et halvt år, når det er mørkt og vinter. Om vinteren er jordbær for mig det, jeg glæder mig til og håber på, nemlig sol, sommer og bedre tider. Derfor gælder det om, at vi får tanket op på lys, sol, sommer og energi, mens tid er, og derfor er mit råd til jer altid at tage en portion jordbær mere i sæsonen. Jordbær er symbolet på håb og på fremtiden".
Studenterne selv på talerstolen
Der blev også holdt modige og fremragende studentertaler til alle tre translokationer fra studenterne selv - Mathilde 3f og Stefan 3v, Sofie 3b og Oscar 3e, Lucas 3a og Emma 3u var på scenen og tale til deres medstudenter.
Der var også fællessang og musik fra vores engagerede lærerband, samt selvfølgelig overrækkelse af eksamensbeviser og legater.
Køges erhvervsliv støtter op
Traditionen tro blev der også uddelt flotte legater fra Køges erhvervsliv, inden der var festligt farvel med champagne og kransekage og fotografering. Kæmpe tak til til Adapteo, Deloitte, Holmris, Dan Group Alarm, DreistStorgaard, Addere og Henning Jensen el for at støtte op om vores studenter.
Legaterne gik til:
Elsa Imeri 3c – 1.000 kr. Henning Jensen
Frede Bøgedal Jensen – 1.000 kr. Holmris
Jelina Moumou Meyer – 1.000 kr. Dan Group Alarm
Mathilde Elizabeth Boel-Kjær – 2.000 kr. Adapteo
Cecilie Gyrn – 2.000 kr. Adepteo
Maria Sara-Sofia Lomholdt Krzesinski – 2.000 kr. Deloitte
Tobias Søndergaard Bialas – 2.000 kr. Deloitte
Emma Lykke Ziebell Adamsen – 2.000 kr. Addere
Sofie Amalie Bisbjerg – 3.000 kr. DreistStorgaard
- Der alle har gjort noget ekstraordinært under deres studentertid.
Endnu engang stort tillykke med huerne til alle vores studenter.