Oliver blev årets første EUX-student
18-årige Oliver Friis Brædder har hele tiden vidst, at det skulle være EUX Business. Nu står han med huen på hovedet, læreplads i Bilka og blikket rettet mod kunder, ansvar og de mange muligheder i detailbranchen.
I den solfyldte Studentergård på Køge Handelsskole står familien klar. Blomsterne er fremme. Telefonerne er oppe. Der bliver smilet, ventet og kigget efter årets første EUX-student.
Og så kommer han. 18 år. Sidste eksamen overstået - det er let at læse lettelsen i Oliver Friis Brædders ansigt, der er årets første EUX-student på Køge Handelsskole.
Storesøster sætter huen på, familien klapper, og kort efter står direktør Stig Johansen og uddannelseschef Hans Severinsen klar med blomster og lykønskninger til årets første erhvervsfaglige student.
“Det er virkelig dejligt. Jeg er lettet,” siger Oliver.
Oliver har for længst sat kursen – selvom han kun er 18 år. Bilka. Detailbranchen. Kunder. Ansvar. Og en fremtid, hvor han gerne vil arbejde med det, der sker mellem mennesker, varer og gode oplevelser.
Valgte ikke EUX for at købe sig tid
Oliver valgte EUX Business, fordi han vidste, hvad han ville.
“EUX Business var et nemt valg for mig, for jeg vil gerne arbejde med hvad der får kunder til at komme igen i en butik,” forklarer Oliver og fortsætter:
”Og så er det selvfølgelig et plus, at EUX Business er en uddannelse, der både giver faglig ballast med en studentereksamen, en faglig retning og mange muligheder bagefter.”
´På længere sigt ser han gerne sig selv i en rolle med mere ansvar. Måske som leder. Måske som varehuschef. Måske med strategier, customer experience og optimering på et hovedkontor.
Detail handler ikke kun om varer
Næste skridt er allerede på plads. Oliver har fået læreplads i Bilka, hvor han skal videre ind i detailbranchen. Og når han taler om detail, handler det ikke kun om varer, hylder og salgstal, men faktisk mere om mennesker.
“Jeg kan godt lide kundekontakten og det med at skabe en god kundeoplevelse,” siger han.
Det er især customer experience, der interesserer ham. Arbejdet med kunderelationer, kundepleje og tilfredshed. Hvordan skaber man en god oplevelse i et stort varehus? Hvordan får man kunder til at føle sig mødt? Og hvordan får man service, drift og mennesker til at spille sammen i hverdagen?
“Der der med kunder, relationer og mulighed for at tage ansvar. Det er særligt det, jeg godt lide,” siger Oliver.
Fag, du kan bruge til noget
På EUX Business har han især været glad for de fag, der pegede ud mod virkeligheden. Afsætning, innovation og arbejdet med virksomheder har gjort indtryk.
“Det har været spændende fag, og vi har lært meget om virksomheder, udvikling og hvordan tingene fungerer i praksis, det synes jeg er mega-interessant” fortæller Oliver.
Selv om Oliver hele tiden har haft retning på fremtiden, kommer han også til at savne klassefællesskabet og at kunne snakke med alle.
Men før Bilka, kunderejser og fremtidsplaner venter brunch med familien, studenterkørsel og en masse studenterfester. Og en hue, der lige skal lande ordentligt på hovedet.
Studentertiden er særlig
For direktør Stig Johansen er årets første EUX-student en særlig markering:
“Det er altid noget særligt, når årets første erhvervsfaglige student springer ud. EUX viser, at unge både kan få en studentereksamen, en erhvervsfaglig retning og stærke muligheder for at gå videre – i erhvervslivet eller på en videregående uddannelse.”
For Oliver begynder næste kapitel i Bilka. Men lige nu står han i Studentergården med huen på hovedet, familien omkring sig og en retning, der allerede er tydelig.
Stort tillykke til Oliver Friis Brædder – årets første EUX-student her på Køge Handelsskole.