150 innovationselever kom med idéer til lokale virksomheder

Af: Karina Anée Købke

150 elever fra innovationslinjen på KHS samlet til et intenst 3-dages idéudviklingsforløb for to spændende, lokale virksomheder – Café Mommy&Me og Theme Nights. Den årlige innovationscamp udfordre eleverne til at komme med kreative idéer til virkelige udfordringer, som virksomhederstår overfor, og som potentielt kan blive sat i værk.

Den årlige InnoCamp for innovationseleverne på handelsgymnasiet HHX blev skudt i gang med inspirerende oplæg. Connect Køge fortalte, hvordan de hjælper iværksættere i Køge Kommune, og Lucas Bjerre fra Theme Nights – tidligere elev på Køge Handelsskole – delte sin egen rejse fra 3.g-elev til succesfuld virksomhedsejer. Katrine Andersen, der driver Café Mommy&Me i Køge, kom også og fortalte om sin iværksætterhistorie.

Herefter blev eleverne inddelt i 30 grupper, hvor de på tværs af årgange skulle finde løsninger på konkrete udfordringer stillet af virksomhederne. Arbejdet bestod af workshops, brainstorming-sessions og pitch-runder. Her kunne eleverne trække på alt, hvad de havde lært i undervisningen om målgruppeanalyse, markedsføring og budgetter for at understøtte deres idéer. På den tredje dag fremlagde hver gruppe deres løsningsforslag foran et dommerpanel. Efter flere fremragende præsentationer blev de fire bedste idéer kåret på scenen.

Nye idéer for Theme Nights
For virksomheden Theme Nights arbejdede eleverne med at øge genkøbsraten og skabe nye koncepter. Vindergrupperne præsenterede blandt andet idéen om “Retro Pop Nights” målrettet aldersgruppen 30+, samt en app, hvor brugerne kan se, hvilke venner der deltager, samle point og opnå særlige medlemsfordele.

“I kom med nogle fede idéer, som vi helt sikkert vil se nærmere på. Det var virkelig fedt at mærke jeres entusiasme,” sagde Lucas Bjerre, da han kårede de to vindergrupper. Lucas startede Theme Nights, mens han endnu gik i 3.g. på Køge Handelsskole.

Kreative løsninger for Café Mommy&Me
Katrine Andersen fra Café Mommy&Me lagde under kåringen vægt på, at eleverne havde gjort sig umage og var imponerende kreative:

 “I har virkelig lagt meget arbejde i det. Alle viste en fantastisk forståelse for vores målgruppe og en stil, der passer perfekt til caféen. Vi vil tage jeres løsningsforslag med i vores videre arbejde.”

 Vindergrupperne, der arbejdede med Café Mommy&Me, udviklede blandt andet en gennemarbejdet contentplan med fokus på sociale medier for at ramme et yngre segment. De foreslog også, hvordan caféen bedre kan udnytte hele dagen ved at tilbyde morgentilbud til mødregrupper - og studierabatter for at øge belægningen.

Samarbejde på tværs
Eleverne var begejstrede for at arbejde med rigtige virksomhedscases og i grupper på tværs af forskellige årgange, og gav udtryk for, det var særligt sjovt at arbejde sammen med elever fra andre klasser - og at vide, at virksomhederne reelt kunne bruge deres idéer.

Læs også...