Fra HHX til Europa-Parlamentet

Af: Karina Anée Købke

23 udvalgte HHX-elever fra Køge Handelsskole var fra 11. til 14. marts i Strasbourg for at deltage i Euroscola og opleve Europa-Parlamentet indefra. Her ventede både heftig debat, byvandring, nye bekendtskaber og en sjælden mulighed for at komme helt tæt på demokratiet i Europa.

En meget tidlig onsdag morgen satte eleverne sig i bussen mod Strasbourg. 18 timer senere, og ditto flere timer til at lære hinanden bedre at kende undervejs, ankom de til solskin over gamle gader, bygninger og pladser.

 En dag gik med byvandring, fælles oplevelser og tid til bare at være i Strasbourg. Næste dag ventede så turens egentlige formål: Euroscola i Europa-Parlamentet, hvor eleverne sammen med unge fra andre europæiske lande for en dag prøvede kræfter som europaparlamentarikere.

“Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at 720 engagerede unge i alderen 15-19 år fra Europa deltog aktivt og nysgerrigt i den internationale politiske debat om vores demokrati,” fortæller Marius fra 3.g.

 Han forklarer, at de blandt andet drøftede hvordan demokrati og grundlæggende rettigheder bedst beskyttes i Europa.

For Sara fra 3.g var det især selve engagementet i parlamentet, der satte sig fast:

“Det, der gjorde størst indtryk på mig i parlamentet, var folks engagement. De forskellige ‘cases’ blev oplyst fra mange sider, og politikerne virkede interesserede i os unge.”

Forskellige diskussioner fylder i EU

For Marius blev dagen også en øjenåbner i forhold til, hvad der rent faktisk fylder hos unge andre steder i Europa:

“Det, der overraskede mig – oprigtigt - var, at diskussionen om Ukrainekrigen ikke fyldte lige så meget, som den gør herhjemme i Danmark. For unge i Europa er det mere emner som ligestilling og desinformation, som fylder meget.”

 

Marius og Sara i Europaparlementet

Fællesskab på tværs

De 48 timer i Strasbourg gik stærkt. Både Sara og Marius fortæller om en by med smukke gamle bygninger, god mad og snaksalige mennesker. Og begge peger på, at turen var fed af flere grunde. Som Sara siger det:

“Der var stor frihed og mulighed for at gøre det til den tur, vi ønskede. En fed måde at rejse med skolen i en mindre gruppe, hvor man bedre kunne lære andre at kende fra skolen også.”

Euroscola finder sted hvert år, og det er udvalgte skoler, der bliver inviteret til at deltage. Derfor er der også glæde på Køge Handelsskole over, at skolen igen i år fik muligheden.

 

Læs også...