Festlig translokation på HHX

Af: Karina Anée Købke

Salen summede af festlig stemning og godt humør, da nybagte studenter mødte op til fejring sammen med deres familier den 24. juni 2023 på Køge Handelsskole. Der var højtidelige taler, musik fra skolens husband, overrækkelse af eksamensbeviser, sang - og smil over hele linjen til translokationen for studenterne fra HHX.

Glæde

Skolens direktør, Stig Johansen, indtog talerstolen, hvor han blandt andet talte til studenterne omkring deres veje efter KHS:

"En af vor tids ”lommefilosoffer”, Anders Matthesen, bedre kendt som ANDEN - har med sin sædvanlige dybe, men også skæve indsigt i livets mysterier filosoferet over, hvad livet byder på af muligheder og som han siger: Der er ikke noget du SKAL. Der er VALG, og der er KONSEKVENSER. Hvordan ved I så om I vælger rigtigt?  …. DET VED I IKKE. Men - Hvis plan A ikke virker, så har alfabetet 28 bogstaver! ’Vorherre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os’ – som H. C. Andersen sagde. SÅ Kære studenter. Træd ud i verden – Træd ved siden af. Ha’ modet til at tage første skridt – også selvom vejen er tåget. Livets vej er ikke en lige og afmærket motorvej. Den er snoede afveje, omveje og afstikkere ad trampestier."

Stig Johansen, direktør, talte om veje og ikke mindst vildveje

Husk fællesskabet
Uddannelsesrektor Jonas Lindelof gav også de nybagte studenter nogle ord med på vejen - her var temaet fællesskab:

“Jeg håber og tror på, at vi på KHS har hjulpet jer til hver især at tro nok på jer selv sådan, at I tør at vælge fællesskaberne til i de kommende år uanset, hvilke veje I vælger herfra, når I om lidt for sidste gang forlader vores skole som gymnasieelever. Jeg tror på, at KHS-årene har givet jer værktøjerne til at tænke stort, for man skal kunne tænke ting for at kunne gøre dem bagefter. Da jeg var ung udkom en romantrilogi om en fiktiv, norsk tv-personlighed, der hed Jonas Wergeland, og han producerede bl.a. en tv-serie, som skildrede nordmænd, der vovede at trodse janteloven og tænke stort for fællesskabets skyld. Dét var hans motto: At tænke stort," sagde Jonas Lindelof.

Jonas Lindelof, uddannelsesrektor, talte til studenterne om fællesskaber

Legater fra det lokale erhvervsliv
Dagen blev ledsaget af sang og musik fra vores hus-orkestre, og afsluttet med champagne og kransekage.

Traditionen tro havde det lokale erhvervsliv bakket op vores studenter.

Vi er meget taknemmelige for, at I støtter op om vores elever PwC, Adapteo, Holmris B8, Henning Jensen Køge, Køge Handel, Spar Nord Køge Bugt, Aktiv Fritid, Deloitte, Dreist Storgaard, Sparekassen Sjælland, Addere Revision og GEHK.

Glade legatmodtagere

Det var både en smuk og lidt vemodig dag, hvor der både blev grint, sunget og fældet tårer - lige præcis som det skal være.

Læs også...