EUX Business på Køge Handelsskole sprænger rammerne
EUX Business på Køge Handelsskole oplever rekordoptag og ventelister.
EUX Business-uddannelsen hitter i Køge: Rekordmange unge har søgt om optagelse på EUX Business på Køge Handelsskole – der nu har måtte oprette ventelister til den populære uddannelse.
I sidste uge begyndte 116 nye elever deres uddannelsesrejse på EUX Business på Køge Handelsskole. Uddannelsen kombinerer en erhvervsfaglig studentereksamen med en erhvervsuddannelse, og det har fanget interessen hos unge mennesker i Køge-området.
Vi har allerede oprettet en klasse mere end sidste år, men det er ikke nok i forhold til ansøgere og derfor har vi nu venteliste,
Men interessen er langt større end antallet af pladser, og derfor har Køge Handelsskole nu set sig nødsaget til at oprette ventelister.
”Det er dejligt, at så mange unge har fået øjnene op for den forholdsvis nye EUX Business uddannelse, for der er brug for deres kompetencer i erhvervslivet. Men vi er selvfølgelig kede af at måtte skuffe nogle unge mennesker. Vi har allerede oprettet en klasse mere end sidste år, men det er ikke nok i forhold til ansøgere og derfor har vi nu venteliste,” fortæller uddannelseschef Hans Severinsen, Køge Handelsskole - og tilføjer, at han håber at ventelisterne forsvinder hurtigt, og nævner, at der er mulighed for at starte på uddannelsen igen til vinteroptaget den 18. januar 2024, hvor der stadig er ledige pladser. Alternativt på den beslægtede uddannelse EUD Business.
Men hvad er det, der gør uddannelsen så utroligt populær?
For Katrine Lie Andersen handler det helt klart om kombinationen af at få en studenterhue og en erhvervsuddannelse.
“Jeg ville gerne have alle muligheder åbne, og med en EUX Business kan man både gå i lære og læse videre - og så tager uddannelsen kun 2 år.”
Katrine fortæller endvidere, at for hende er det fedeste ved uddannelsen, at der er så mange nye og anderledes fag, så alle starter samme sted. Og så er mulighederne for at rejse, mens man uddanner sig, et stort plus.