En kærlighedshistorie: Victoria Krall modtager Sydbanks Rejselegat
Der var en eventyrlig stemning drysset ud over studentergården på Køge Handelsskole 24. juni, da Sydbanks rejselegat på 10.000 kr. blev overrakt til en meget overrasket Victoria Krall, der netop havde fået studenterhue på. Et legat, hun ikke selv havde ansøgt om. Det havde en anden fra skolen gjort på hendes vegne.
”Jeg vil starte med at fortælle lidt om en særlig pige fra 3.F, som har hjulpet mig igennem det sidst år på HHX. En periode hvor alt blev lidt for meget. Hendes navn er Victoria.” Sådan startede Tobias Bialas sin ansøgning til Sydbanks Rejselegat.
Både Tobias og Victoria er virkelig dygtige studenter. Tobias har udover at passe skolen med 6 a-fag også været elevrådsformand, stillet op til diverse arrangementer været tutor og med skolens eventudvalget. Men i 3.g oplevede Tobias en svær periode. Der kom Victoria ind i billedet.
”Victoria har været en uvurderlig støtte gennem 3.g. På grund af personlige udfordringer har jeg haft svært ved at følge med i skolen i år. Victoria har hjulpet mig med at læse op på pensum og har været der for mig på mine dårlige dage. Hun hjælper altid andre før sig selv og elsker at opleve nye kulturer, men har aldrig haft muligheden. Mit ønske med denne ansøgning er derfor at opfylde hendes rejseønske,” fortalte Tobias.
Støttede hinanden gennem 3.g
Legatudvalget på Køge Handelsskole var heller ikke et øjeblik i tvivl om, at Sydbanks Rejselegat skulle gå til Victoria.
Lillesøster havde derfor kun lige sat den kongeblå HHX-hue på Victoria, da Sydbank Køges filialdirektør, Per Kongstad Slot, skolens direktør Stig Johansen og Uddannelsesrektor Jonas Lindelof overraskede med Sydbanks rejselegat på 10.000 kr. Blot ti minutter før havde Tobias fået sin studenterhue på.
“Det er jo gensidigt. Du har også hjulpet mig igennem,” påpegede en meget glad og rørt Victoria, der selv har haft 6 a-fag og gået på skolens engelske linje, IBS English. Mest fordi Tobias har tænkt på hende:
“Jeg er vildt glad, måske mest fordi du har gjort det for mig,” sagde Victoria.
Historien rørte også Per Kongstad Slot, der for 11. gang uddelte Sydbanks rejselegat til en student, fra KHS - og hans råd til en tydeligt rørt Victoria (og Tobias) var:
“Rejs ud, vær nysgerrige, lær af andre og kom så hjem og gør os andre klogere.”
Og det er netop, hvad legatet skal bruges til;
“Legatet skal bruges til Road trip igennem Europa – jeg vil gerne opleve så mange lande og forskellig kultur som muligt - Tobias er inviteret med,” smiler Victoria.
Herefter venter jurastudiet for Tobias mens Victoria, der også er en dygtig rytter, vil forfølge en drøm om at blive professionel rytter. HA Mat på CBS er også inde i overvejelserne.
Vi ønsker Victoria og Tobias stort tillykke med huerne, rejselegatet og ikke mindst med at have fundet hinanden! Også stor tak til Sydbank for at støtte op om vores studenter.
…. Sandelig en dag fyldt med kærlighed i luften på Køge Handelsskole.