Elever og lærere fra Køge Handelsskole på talentudvikling i Holland
På Køge Handelsskole har vi mange elever som, når de får mulighed for at udfolde sig, har kæmpe potentiale for kreativitet, god forretningsforståelse og abstrakt tænkning. Som et led i projektet Excellent Education har 5 elever fra EUX Business og 2 lærere været i Holland. Her har de lært, hvordan man dyrker de mange særlige talenter, der er på Køge Handelsskole.
"De er netop disse elever, vi har hårdt brug for i fremtidens arbejdsmarked, og som vi som skole skal sørge for at fordre med masser af sjove og udviklende udfordringer. Så når vi taler om særlige talenter på Køge Handelsskole, så taler vi ikke nødvendigvis om elever med høje karaktergennemsnit," fortæller lærer Pia Junker fra EUX Business, der netop er kommer hjem fra denne tur.
Systematisk talentudvikling
Fem elever med ben i næsen og gå-på-mod var med på denne seneste tur, hvor vi alle blev indkvarteret i et slags hollandsk Lalandia i hytter. Allerede her var der grobund for nye venskaber med andre unge fra de forskellige partnerlande. Når man både skal bo og arbejde sammen i en uge, så opstår der nye venskaber, god inspiration og masser af sjov.
'Du kan hvad du vil, hvis du går arbejdsomt og fordomsfrit ud i verden', var et af de mantraer eleverne arbejde ud fra med de dygtige hollandske lærere. Eleverne arbejdede i internationale grupper hele ugen, så de fik - udover det gode samarbejde - snakket en masse engelsk.
På skolen Landstede i Holland har man i mange år systematisk arbejdet med udviklingen af talenter og har en masse erfaring at øse af. Man har her en linje, hvor et fast team af lærere underviser og hjælper eleverne med at folde deres særlige talent ud. Lærere blev sideløbende undervist i, hvordan man kan stille opgaver og arbejde med eleverne ud fra deres eget potentiale - og ikke nødvendigvis ud fra bestemte læreplaner.
Arbejdet var hele ugen garneret med sjove udfordringer som fik alle til at skulle tænke ud af boksen, prøve noget de ikke kunne og i det hele taget sætte sig selv i spil.
Morgendagens læring
Hvordan skal morgendagens læring ser ud når virkeligheden oversvømmes af ChatGPT og andre teknologiske nyheder. Hvordan uddanner vi unge der har kreative evner, tør gribe en chance og ikke mindst tror på sig selv til at være i verden på en sjov og ligevægtig måde?
"Det var nogle af spørgsmålene, som projektgruppen stillede sig selv i starten af projektet. De fem partnerlande har forskellige måder at gribe denne udfordring an på. Ved at vise hinanden deres metoder - og ikke mindst ved at få nogle elever til at lege med - er alle blevet både klogere og inspireret ift. at udvikle eleverne særlige talenter," siger Gitte Dyrløv, international koordinator på Køge Handelsskole.