
Elever fra EUD Business godt videre ud i erhvervslivet
Den 27. juni blev der holdt festlig translokation for de nye handelselever på Køge Handelsskole. En dag fyldt med personlige taler, smukke sange sunget af en af skolens afgangselever - og selvfølgelig overrækkelse af eksamensbeviser og legater.

“Der er alt for mange unge mennesker, der i disse år tager en gymnasial ungdomsuddannelse. Det har I ikke gjort. Det er sejt af jer at turde gå mod strømmen. Respekt for det. I vil få gode lærepladser, løn med det samme, gode jobs bagefter og mulighed for at gøre hurtig karriere og måske endda læse videre på et senere tidspunkt. I skal bare ud at erobre verden,” sagde Hans Severinsen i talen til de nye handelselever.

Der var en god og højtidelig stemning, da de nye handelselever blev behørigt fejret. Også skolens direktør, Stig Johansen, gav de nybagte handelselever et par ord med på vejen videre:
“Træd ud i verden. Træd ved siden af. Ha’ modet til at tage første skridt – også selvom vejen er tåget.”

Fra scenen blev der herefter uddelt eksamensbeviser, og der var et smukt musisk indslag af en af skolens afgangselever, Celina Finnich.

Køges erhvervsliv støtter op
Efter taler, musiske indslag og overrækkelser af eksamensbeviser blev der trukket en vinder i årets lærepladskonkurrence; det blev Malthe Schnipper, der blev udtrukket. Malthe har fået læreplads hos Carl Ras.
Der blev også uddelt et legat fra Køge Handel på 1000 kr. Det gik i år til Mathias Aadgaard, der har fået læreplads i Bilka. Mathias blev udvalgt af skolens lærere “fordi han er målrettet, rummer alle og har bidraget til undervisningen på en super god måde,” fortalte klassens kontaktlærer – inden det var tid til at sende handelseleverne godt videre med kransekage og glas bobler.
Tak til Køge Handel for at støtte op om vores elever.
