Bæredygtighed på skoleskemaet
Første uge på skolebænken havde bæredygtighed som bærende tema for 1. års EUX eleverne.
Eleverne var blandt andet på fotosafari i Køge by, hvor de skulle lokalisere og tage billeder af, hvad de opfatter som bæredygtige objekter og steder i bybilledet. Elevernes billeder indgik herefter som et element i læringen om de forskellige aspekter ved bæredygtighed. For hvad er reelt bæredygtigt? Og hvad ligner bare?
“Bæredygtighed er jo noget, der fylder meget i hele verden og vi har jo haft om det i folkeskolen. Det er bare meget fedt at få indblik i det på en anden måde end vi gjorde dengang. Man kommer mere i dybden her på skolen og lærer meget mere. Det er en fed og anderledes måde at lære på”, siger Lærke fra 1.A.
Mohamed nikker samtykkende:
“Det var en fed oplevelse. Allerede dér synes jeg, at skolen var et godt sted at være”.
Det med at blive kastet ud i en tur rundt i Køge By som nystartet elev på skolen, har eleverne taget i stiv arm.
“Vi blev sendt lidt ud på egen hånd i Køge, så der var ikke nogen lærere der havde skubbet os sammen. Det var noget, vi selv skulle finde ud af. Det synes jeg er rart, for så lærer vi hurtigt hinanden at kende,” siger Lærke.
“Vi snakker vi automatisk meget mere sammen efter vores introforløb", supplerer Mohamad.
Ugen blev afsluttet på smukkeste vis med en tur i Tivoli. Dagen bød både på et oplæg omkring Tivolis bæredygtige tiltag og sjov i forlystelserne sammen med de nye klassekammerater.