Anderledes Indblik i Kulturarven i Europa
Køge Handelsskole har deltaget i et internationalt Erasmus+ skoleudvekslingspartnerskabsprojekt, der forbinder museer med skolers læringsmiljøer. Projektet blev afsluttet i Danmark, hvor både kultur, natur og museer i Køge tryllebandt projektdeltagerne fra de fire deltagende lande.
Erasmus+ projektet 'Train, Enjoy, Act in Museums' (TEAM) blev afsluttet i Danmark, hvor projektpartnere fra Italien, Portugal, Tyrkiet og Litauen i løbet af ugen fik indsigt i det danske uddannelsessystem, dansk historie, kultur, traditioner og skikke.
TEAM-projektaktiviteterne er tæt knyttet til museer, og projektmedlemmerne fik mulighed for at udforske kulturarven både på Køge Museum og KØS i Køge. Der blev også jagtet fossiler fra en fjern fortid i verdens ældste dybvandskoralrev i Faxe Kalkbrud – en oplevelse, der satte vores naturhistorie i perspektiv. Projektdeltagerne besøgte desuden Stevns Klint, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og har en enestående geologisk betydning og vidnesbyrd om Jordens dramatiske historie. Til sidst blev Danmarks rige historie og traditioner udforsket i hovedstaden København.
Elever fra Køge Handelsskole har været en del af projektet, som har givet et meget anderledes indblik i både historie og kulturarv.
”Det har været et projekt fyldt med uforglemmelige aktiviteter og lærerige kulturoplevelser. Det primære mål for projektet har været at redefinere den eksisterende kulturarv ved at omdanne museer til læringsmiljøer. Vores samtid er en del af udviklingen – både kulturelt og historisk. Og projektet har søgt at skabe en forbindelse mellem nutid, fortid og fremtid. Og det er lykkedes til fulde,” fortæller Irina Grauengaard og Finn Arvid Olsson, begge projektkoordinatorer for "TEAM" fra Køge Handelsskole."