
Stort tillykke til Lina, årets første EUX-student
Stort tillykke til Lina Rasmussen, der som den første EUX-student i år fik huen på. Mens hun læste EUX Business på Køge Handelsskole, skabte hun sit eget eventfirma hjemme på gården blandt 80 dyr. Nu venter en rejse til Dublin, hvor hun håber at arbejde med events på et hotel - og derefter en læreplads som eventkoordinator.

Der var lettelse og forventningsfuld glæde i Studentergården, da Lina Rasmussen efter sin sidste eksamen i virksomhedsøkonomi fik huen på som den første erhvervsfaglige student fra EUX Business årgang ’25. Familiens smil var mindst lige så store som studentens, da Lina fik den koksgrå hue på af storesøster.
Skolens direktør Stig Johansen og uddannelseschef Hans Severinsen stod klar med blomster, kransekage og lykønskninger som en markering af årets første erhvervsfaglige student.
“Det føles ret vildt. Jeg har glædet mig længe. Og nu er det virkeligt. Det er både lidt vemodigt og vildt fedt,” fortæller Lina.

Eget eventfirma
Lina bor med sin familie på en gård, hvor hun i løbet af sin EUX-uddannelse har startet sit eget eventfirma og har omdannet den til en besøgsgård. Lina står for alt; planlægning, markedsføring, opslag.
“Vi har omkring 80 dyr på gården. Jeg holder julemarked, påskemarked og børnefødselsdage, og det er meget dyrefokuseret. Vi laver skattejagter og aktiviteter, og det er især børnefamilier, der kommer. Det er bare hyggeligt, og så betyder det noget for dem. Det kan jeg godt lide.Jeg elsker at planlægge og få ting til at lykkes,” forklarer Lina.”

En EUX med retning og frihed
Det var netop interessen for events, der fik Lina til at vælge eventlinjen på EUX Business.
“Jeg valgte Køge Handelsskole, fordi de havde eventlinjen. Jeg drømmer om et arbejdsliv som eventkoordinator, fordi jeg vildt godt kan lide at skabe noget, hvor andre får en god oplevelse.”
Hun har været glad for EUX-strukturen med både skole og læreplads.
“Det har været en mega fed uddannelse. Jeg kan godt lide, at den er delt i to, først skoleforløbet og så læreplads. Man får både det teoretiske og den praktiske erfaring.”

Lina har særligt været glad for fag som virksomhedsøkonomi og afsætning.
“Jeg har skrevet opgaver om events, og så bliver det bare meget mere interessant. Det var fag, hvor jeg kunne mærke, at det faktisk er noget, jeg skal bruge i fremtiden,” fortæller Lina.
Hun oplever også, at EUX Business giver fleksibilitet:
“Det er en god uddannelse, fordi man kan bruge den til mange ting. Jeg vil gerne bygge videre; måske med koncerter, konferencer eller noget inden for hotelbranchen. Jeg har ikke én bestemt retning, men jeg ved, det skal være noget med mennesker, planlægning og overblik. For mig giver det energi at se folk blive glade af det, man har lavet.”

Fem måneder i Dublin
Efter studenterugen går turen til Irland sammen med et par veninder.
“Jeg har været i Dublin før med min 9. klasse, og jeg glæder mig til at komme tilbage. Vi skal bo der i fem måneder, og jeg arbejder benhårdt på at få arbejde på et hotel, der laver konferencer eller events. Det vil jeg gerne have med i rygsækken og lære noget af inden jeg starter på en læreplads.”
Når hun vender hjem, skal hun i lære som eventkoordinator, og arbejdet med eventfirmaet fortsætter:
“Det er jo allerede godt i gang, og jeg vil gerne udvikle det videre.”

At vælge med vilje
Selvom mange af hendes venner valgte andre ungdomsuddannelser, har Lina aldrig fortrudt sin vej:
“Næsten alle mine venner valgte noget andet, men det har været nemt at holde kontakten. Jeg har fået mange nye venner på handelsskolen – og jeg tog den vej, jeg selv syntes var interessant i stedet for bare at følge med strømmen.”
Lina fremhæver, at både klassekammerater og lærere har gjort hendes to år på EUX til noget særligt:
“Jeg har haft en perfekt klasse og gode lærere. Jeg synes, de underviser på en lidt anden måde end i grundskolen, de er gode til at lære fra sig og virkelig søde og imødekommende.”
Når Lina bliver spurgt, hvad hun kommer til at savne, svarer hun uden tøven:
“Det er trygt at gå på Køge Handelsskole, der er et nært studiemiljø og man har lærerne tæt på. Det kommer jeg til at savne. Og den hyggelige stemning, der er en virkelig god og atmosfære på skolen.”

Stort tillykke, Lina - og til alle vores andre EUX-studenter, der får huen på i disse dage.