
Årets første student
Studentertiden er officielt skudt i gang. Den første student fra HHX årgang ’25 blev Nynne Zandra Savannah Opperfelt. Nynne fik huen sat på af brormand, akkompagneret af poppende champagne og familie og venner, der var parate med lykønskninger. Nu venter en modelkarriere, en flytning til Paris og en drøm om at læse fashion design i byernes by.
En solbeskinnet formiddag i Studentergården på Køge Handelsskole. Flagene vajer, kransekagen er skåret, og en lille kreds af forventningsfulde mennesker samler sig, da årets første student fra HHX træder ud og får sat den kongeblå hue på af sin lillebror – under klapsalver og glædestårer.

Nynne Zandra Savannah Opperfelt er 18 år – og den første student på hele Køge Handelsskole i år. Snart rykker hun teltpælene op og sætter kurs mod Paris.
“Jeg vil gerne læse fashion design med fokus på marketing, og så vil jeg lære det franske sprog og forstå modekulturen indefra. Min drøm er at ende som tøjdesigner og starte mit eget brand,” fortæller en glad og lettet student.
Nynne planlægger at kombinere sine modeljobs med studier i fashion marketing - i Paris, som hun flytter til for at prøve kræfter med det hele, ikke mindst sig selv. På længere sigt at skabe et brand i eget navn. Eller måske noget helt andet. Hvem ved?

Mod til at gøre det selv
Nynne har allerede skrevet modelkontrakt med KKH Management, og karrieren er så småt i gang. Men det hele begyndte – ifølge hende selv – på Køge Handelsskole. Og måske også lidt i Kolding.
“Vi var på introtur i Kolding, og siden har vi været på studieture til Tyskland og Amsterdam. Det har givet os et sindssygt godt socialt sammenhold. Og så var jeg på Erasmus i Frankrig. Det var nok den største oplevelse. Bare at være afsted uden forældre i to uger og stå på egne ben – det gjorde mig mere selvstændig. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kan.”
Det var også her, tanken om at flytte til Paris gik fra drøm til plan.
“Hvis jeg ikke havde prøvet at rejse ud i verden med Erasmus, så ved jeg ikke, om jeg havde turdet tage skridtet mod byernes by. Det gav mig virkelig mod på at rejse – og tro på, at jeg kan klare det selv.”

Fag med retning
På Køge Handelsskole valgte Nynne innovationslinjen – og dermed også en skolehverdag fyldt med cases, kreativitet og idéudvikling.
“Mine forældre er selvstændige, og innovation har bare givet mening for mig. Det var et fedt fag – vi arbejdede med rigtige virksomheder som KiMs og Castus og skulle udvikle idéer og produkter. Det var meget mere spændende end grundskolens fag, og jeg har lært en masse, jeg kan bruge i fremtiden.”
Nynne ser sin fremtid som noget, hun selv former. Ikke nødvendigvis helt snorlige men målrettet.
“Jeg har lært meget på KHS og ikke kun i timerne, men i det hele taget. Jeg har fx lært at være målrettet. Og jeg har fået nogle erfaringer, som jeg tager med mig. Det hele har gjort mig mere klar til at tage næste skridt.”

En klasse for sig
Det, hun kommer til at savne mest, er dog hverken mode eller innovation.
“Det er helt klart klassen. Vi har haft det virkelig godt sammen. Det var en lidt utraditionel sammensætning af mennesker, og vi var meget forskellige, men det gjorde bare noget godt. Det har været trygt, sjovt og virkelig lærerigt.”
Og da huen kom på, ramte det.
“Det er både vildt fedt at være færdig - og også lidt vemodigt. Jeg har fået så mange virkelig gode venner her.”

Fejring og afsked
Huen skal Nynne fejre familien, og bagefter med veninderne:
“Vi er fem piger, der får huen i dag, og det skal vi fejre sammen i aften. Jeg glæder mig allermest til vognturen. Det bliver fedt.”
På plads i Studentergården stod også direktør Stig Johansen og uddannelsesrektor Jonas Lindelof klar med blomster, lykønskninger og kransekage til årets første student.
”Det er altid noget særligt at sende årets første student afsted. Og når det samtidig er en elev med så meget målrettethed og mod på verden, så mærker man virkelig, hvorfor vi gør det, vi gør," fortæller Stig Johansen, direktør på Køge Handelsskole.

Stort tillykke, Nynne - og tillykke til alle de øvrige studenter, der springer ud i disse dage. Det er og bliver en særlig tid på KHS.