Du vil i løbet af dine tre gymnasieår også udvikle dine sproglige og interkulturelle kompetencer, så du kan begå dig professionelt på det globale marked. Derfor vil de studierejser, du kommer på, også indeholde besøg på ambassader og internationale virksomheder. Se hvilke studierejser, der er mulighed for under hver studieretning.
Udover de studieture, der er en del af din studieretning, er der to forskellige måder at komme til udlandet på. Du kan enten komme til udlandet med ERASMUS+ - eller efter endt uddannelse med Oplæring i Udlandet (OPU).
Her kan du læse, hvordan du gør, hvis du er interesseret i at rejse ekstra meget, mens du tager din gymnasieuddannelse:
Erasmus+ er vores praktik- og uddannelsestilbud for 2. og 3.g'ere, som er støttet af EU midler.
Programmet giver dig mulighed for at komme på et tre-ugers kombineret sprog- og praktikophold i en virksomhed. HHX har mulighed for at rejse til Irland, Spanien, Østrig og Frankrig.
Opholdet er en del af dine studier – og du forventes selv at skulle læse mistede timer op. Der vil samtidig også være opgaver, der skal løses under opholdet i udlandet. For 3.g elever vil opholdet evt. kunne bruges som afsæt for din SOP-opgave. Du får godkendt dit fravær, når du er på Erasmus+ ophold.
I foråret afholder de internationale koordinatorer introduktion for nye interesserede Erasmus+ studerende, det vil stå i dit skema. Til det første infomøde får du generel information om Erasmus+ ansøgningsfrister og rejsetidspunkter. Inden selve rejsen vil der være online forberedende møde med de udenlandske partnere og et forældremøde, hvilket er obligatorisk.
Udvælgelse og depositum:
De internationale koordinatorer vælger de kommende Erasmus+ elever ud fra følgende kriterier: studieaktivitet de seneste år på KHS, evaluering fra klassens lærere og vejleder (mødedisciplin, modenhed, fagligt niveau osv.) og måske en personlig samtale kan komme på tale.
Du vil blive opkrævet et depositum på kr. 3.000,-, når du bliver udvalgt til at rejse. Overskydende penge bliver tilbagebetalt, når opgaver og evalueringer i forbindelse med opholdet er afleveret.
I Dublin bor du hos værtsfamilier, og de andre destinationer bor du i lejligheder.
Kontakt:
Kom forbi det internationale kontor i lokale 221 i rød bygning, hvor Inge Jakobsen og Tina Biil Eriksen (HHX-lærere) holder til, du kan se i Lectio, hvornår de kan træffes, hvis du har spørgsmål til ERASMUS+.
Du har måske en drøm om at prøve at stå på egne ben og få det kick at bevise overfor dig selv, at du kan klare dig under helt andre forhold end i den hjemlige andedam?
Et praktikophold i udlandet er en oplevelse for livet – både på det personlige og det faglige plan.
Som elev på KHS har du muligheden for at tage en del af din uddannelse i en udenlandsk virksomhed og få den godkendt som en del af din danske uddannelse. Det kan være en god investering i spændende jobmuligheder i udlandet og en måde top-tune dit CV til et arbejdsmarked, der efterspørger internationale kompetencer. Hvis du tager af sted med OPU-ordningen, har du også mulighed for at søge økonomisk støtte til dit ophold.
Krav til OPU kandidater:
Et åbent og udadvendt livssyn
Mod på at stå på egne ben
Hvis tingene ikke altid lige går som lovet, så er du åben overfor forandringer
Interesseret i at møde nye mennesker og kulturer og opleve nye arbejdsgange
Hvad kan du få ud af et OPU ophold?
Du kommer til at opleve et andet land og en fremmed kultur helt tæt på
Du forbedrer dine sprogkundskaber og vil mestre et sprog på et meget højt niveau
Du udvikler selvstændighed og viser, at du ikke er bange for at tage initiativ- og lærer, at tingene kan gøres på andre måder
Du lærer at omgås kollegaer med en anden kulturel baggrund
Mange nye udenlandske kontakter
Et OPU ophold svarer til, at du søger en praktikplads i Danmark, hvor du som en del af en erhvervsuddannelse skal tilbage på skolebænken et vis antal uger. I stedet for at få hele din praktikplads i Danmark, har du muligheden for at søge en praktikplads i udlandet indenfor samme speciale f.eks. kontor, administration, shipping, og dermed opkvalificere dine internationale kompetencer. På samme måde, som hvis du var i en dansk praktikplads, så skal du i din udenlandske praktikperiode også tilbage til Danmark og tage et par ugers skoleophold.
Job og logi i udlandet:
I forbindelse med et OPU ophold, har vi på det internationale kontor nogle kontakter til udlandet, og vi kan hjælpe dig med at finde egnede links og hjemmesider til at søge job i udlandet. Dog har vi ikke et katalog over jobs i udlandet. Hvis du selv har kontakter til udlandet gennem familie eller erhvervsarbejde, så er det også en mulighed for at få en praktikplads i udlandet. På det internationale kontor kan vi ikke hjælpe med lejligheder eller anden logi i udlandet, dog sørger praktikstederne i udlandet ofte for at finde midlertidigt logi, indtil du har mulighed for selv at finde et sted at bo.
Løn under et OPU ophold:
Hvis du selv finder en praktikvirksomhed i udlandet, skal du sørge for at forhandle løn - dog vil vi på det internationale kontor også gerne hjælpe dig med dette. Alle OPU studerende skal modtage løn under deres praktik, ellers er det ikke muligt at komme ind under OPU ordningen. Vi henstiller til, at I ca. får kr. 5.000 eller gerne mere i løn om måneden.
Folkeregister:
Alle, der flytter til udlandet i mere end seks måneder, skal inden afrejsen sørge for at registrere sig som udrejst i det danske CPR-register. Det sker ved at melde udrejse til Folkeregisteret i den kommune, du bor i.
AUB (Arbejdsgivernes Uddannelses Bidrag):
Oplæring i udlandet bliver støttet af AUB, som giver tilskud til bl.a. husleje, flytteomkostninger og transport til og fra uddannelsesstedet. Køge Handelsskole styrer godkendelsesproceduren af elevernes praktik i udlandet bl.a. i samarbejde med skolens praktikpladskonsulent. På det internationale kontor hjælper vi dig med at finde og udfylde de korrekte blanketter til AUB - dog skal du selv sørge for at få udfyldt og indsendt relevante blanketter til AUB.
Forsikring:
I forbindelse med et OPU ophold, skal du sørge for, at virksomheden har en forsikring, som dækker dig som medarbejder, hvis uheldet er ude. Du skal også sørge for, du har en rejseforsikring. På det internationale kontor vil vi gerne være behjælpelige med at finde en forsikring, som dækker oplæring i udlandet, hvis virksomheden ikke har en forsikring.
Godkendelse af ophold:
Lærepladscenteret tager sig af skoleophold og styrer dette, mens de internationale koordinatorer tager sig af de øvrige godkendelser. Der er løbende kontakt mellem skolen og eleven samt virksomheden under uddannelsesforløbet.
Du er altid velkommen til at komme forbi det internationale kontor i lokale 221 i rød bygning, hvor
Inge Jakobsen og Tina Biil Eriksen (HHx-lærere) og Gitte Dyrløv (EUX & EUD Business-lærer) sidder, hvis du har spørgsmål til OPU. Deres kontortider står på døren eller du kan se den i deres Lectio skema.
Ida Geertz Christensen blev student i 2017 og har læst Cand.merc.(kom.) på CBS. Hun valgte HHX pga. det internationale view på verden:
"Vi kom tæt på hinanden gennem de forskellige studieture – det gav et helt andet fællesskab end bare at være i klasseværelset. Jeg sad fx i en minivan i fire timer gennem USA, og fik snakket med nogen, som jeg måske ikke havde talt så meget med før".
Ida har også været i praktik i Chicago et halvt år på Det Danske Generalkonsulat.
Nu er verden åben.
Cand.mag. - International koordinator og underviser (engelsk og spansk)
E.D. - International koordinator, læsevejleder og underviser (engelsk og tysk)
Tilmeld dig skolens nyhedsbrev for at holde dig opdateret om nyheder der er relevante for nuværende og kommende elever, samt forældre til nuværende og kommende elever.
Weeeeee! Vi er beæret over at netop du er kommet med ombord! Tak.