Hvordan med parkering? Hvad gør jeg med SU? Hvornår er der ferie? I Elevhåndbogen finder du alt det praktiske omkring din uddannelse
I Elevhåndbogen kan du få lidt at vide om EUD Business på Køge Handelsskole. Du kan bl.a. læse om, hvad der sker på skolen efter skoletid, hvad du skal gøre, hvis du bliver syg i forbindelse med en eksamen, hvor du skal gå hen, hvis du har tabt din pengepung osv.
Elevhåndbogen beskriver primært, hvordan tingene fungerer på EUD Business. Området ændrer sig dog løbende, så derfor kan du godt komme ud for, at enkelte af de forhold, der er beskrevet i Elevhåndbogen vil være ændrede, når du læser den.
Du har et medansvar for løbende at holde dig orienteret om, hvad der sker på din skole og på EUD Business.
Skolens administration anvender Lectio til skriftlige beskeder om skema og daglige ændringer, lektier, lokaler og aflevering af skriftlige opgaver.
Breve til dig og/eller dine forældre vil komme via e-boks.
I Teams bliver der lagt undervisningsmaterialer op til klassen. Det er også her, at du og dine lærere kan skrive chatbeskeder.
EUD og EUX Business er en del af Campus Køge
Vi er stolte af at være en del af Campus Køge, der energisk tager mere og mere form som et uddannelses-og studieområde. Der er i campusområdet studieboliger, sportsfaciliteter, innovationsmiljø med mere, som skal være med til at skabe et indbydende og mangfoldigt studiemiljø med liv døgnet rundt.
På Campus Køges hjemmeside og facebookside kan du bl.a. følge med i løbende ændringer på området.
På Køge Handelsskole arbejder eleverne ofte sammen i grupper. Du vil sandsynligvis komme til at arbejde i nogle nye grupper hver uge. Det giver dig den fordel, at du lærer at samarbejde med en større gruppe mennesker end lige dine nærmeste venner.
Undervisningen tilrettelægges som en blanding af klasseundervisning, gruppearbejde og tværfaglige projekter. Under fanen Ugeskema kan du se, hvordan dit skema kan se ud for en almindelig uge.
Kodeordene, som vi arbejder efter, er:
o lære at lære
o tage ansvar for eget liv og læring
o personlig udvikling
o nærhed mellem lærer og elev
Lære at lære betyder, at du lærer bedst, når du arbejder. Det er ikke tilstrækkeligt, at lærerne arbejder - altså står oppe ved tavlen og fortæller dig, hvad du skal gøre. Først når du selv går aktivt ind i skolearbejdet, får du lært stoffet til bunds og kan anvende det uden for skolen.
Tage ansvar for eget liv og læring betyder, at du er med til at beslutte, hvad du gerne vil lære - efter du er blevet vejledt om konsekvenserne af dine valg. Beslutter du dig for at være aktiv og engageret, står vi parat med mange og varierede tilbud.
Personlig udvikling betyder bl.a., at du sammen med din kontaktlærer taler om, hvordan du klarer dig i samarbejdet med de andre elever og lærerne osv.
Nærhed mellem lærer og elev betyder, at vi afsætter tid til at diskutere og tale med hinanden - f.eks. om, hvordan uddannelsen og skoleforløbet fungerer.
Grundfag og erhvervsfag
På GF1 vil du møde grundfaget dansk, erhvervsfag, bonusfag og valgfag.
På GF2 vil du møde grundfaget, dansk, engelsk, erhvervsinformatik, afsætning og virksomhedsøkonomi samt uddannelsesspecifikke fag (USF).
Niveaukrav på EUD Business
Du skal være opmærksom på, at dine grundfag på EUD Business skal gennemføres på et vist niveau, alt efter hvilken uddannelse du vælger.
Kravene til grundfagsniveauer er en betingelse for at starte i den læreplads, du vil afslutte din uddannelse i.
Følgende niveauer skal du opnå på de enkelte uddannelser:
Adgangskrav til undervisning i Hovedforløbet:
I løbet af året vil du som nævnt modtage undervisning i Erhvervsfag, hvor du introduceres til erhvervslivet inden for emner som fx arbejdspladskultur, praktiksøgning, arbejdsplanlægning og innovation.
Værdier
På Køge Handelsskoles EUD Business afdeling lægger vi særlig vægt på følgende fire værdier:
o Faglighed
o Dialog
o Trivsel
o Fællesskab
På afdelingen er vi mange mennesker sammen, og hvis alle skal komme til orde og trives på skolen, så er det vigtigt, at der er en god og fornuftig dialog mellem os. Det er blandt andet vigtigt, at vi taler pænt til hinanden og udviser respekt over for hinanden, både lærere og elever imellem og elever indbyrdes.
God trivsel kommer blandt andet af, at den enkelte kan føle sig tryg på skolen, og den tryghed kommer blandt andet af respekten for hinanden, at der ikke mobbes og at der er en god og positiv stemning på afdelingen. Et godt fællesskab øger også den gode trivsel. Det skal være rart at tage af sted til skole hver morgen.
Med et EUD Business forløb har du flere muligheder at vælge imellem. EUD Business består af 1 års grundforløb på Køge Handelsskole og sluttes af med (normalt) 2 år i din lærepladsvirksomhed – 3 år i alt.
Målet for enden af grundforløbet er selvfølgelig en læreplads i en branche, som du gerne vil arbejde og gøre karriere i. Lærepladsperioden hedder Hovedforløbet. På grundforløbet skal du beslutte dig for, hvilken retning på Hovedforløbet, du vil have en læreplads i: Detail, Handel eller Event.
Har du ambitioner om et lederjob, har du mulighed for at bygge et ekstra år oven på EUD Business.
Med en EUD Business – Detail, Handel og Event kan du uddanne dig inden for brancherne:
Detail (Butik)
Handel
Event
Grundforløbene til detailhandels- og handelsuddannelsen er identiske, og dermed bliver det muligt for dig fra GF2 Detail at starte i en uddannelsesaftale inden for handelsuddannelsen uden yderligere supplering.
Idet der er identiske overgangskrav, kan du fremover skifte mellem detailhandelsuddannelsen og handelsuddannelsen.
Meget mere om dine muligheder og krav til niveauer indenfor det Merkantile EUD- område, kan du læse mere om på Køge Handelsskoles hjemmeside. Derudover har du også mulighed for at henvende dig til din kontaktlærer eller i Studievejledningen.
Fravær pga. sygdom opstår ofte pludseligt, og det kan blive svært at gennemføre de skemalagte timer. Det kan være, at du får mellemtimer eller bliver sat til at lave skriftlige opgaver. Hvis det er muligt, så sendes en sms (sørg for at skolen har dit korrekte mobilnummer) eller chat besked i Teams.
Ved længerevarende sygdom sættes der altid vikar på.
Kursusdeltagelse o. lign.
Læreren skal indimellem på kursus. Den enkelte lærer aftaler med holdet, hvad I skal lave under fraværet
Lærebøger
Du kan låne alle lærebøger af skolen. Hovedparten af disse er kun til udlån, og de skal derfor bindes ind, og du må ikke skrive i dem. Enkelte af lærebøgerne vil dog være engangsmaterialer, som du må beholde. Bøgerne vil ved skoleårets start blive udleveret fra Mediecentret.
Til bogudleveringen skal du medbringe dit sundhedskort, idet alle de bøger, du låner af skolen, registreres via sundhedskortet. For at undgå forvekslinger, skal du skrive dit navn i alle bøger. Du vil få udleveret specielle etiketter til formålet af din tutor.
Ved skoleårets slutning vil du modtage en låneoversigt fra skolen, hvoraf det fremgår, hvilke bøger du skal tilbagelevere. Du skal erstatte bortkomne bøger. Vær opmærksom på følgende: Hvis fremsendte regninger ikke betales, sender skolen udestående til TOLD og SKAT til inddrivelse i evt. overskydende skat.
Microsoft 365
En stor del af undervisningsmaterialerne vil ligge på Office 365, der er en platform alle elever og lærere har adgang til. Det er også muligt der at skrive noter, aflevere opgaver samt samarbejde om opgaver.
Hvis du fx bliver syg og ikke kan møde i skole eller deltage i undervisningen, så er det dit ansvar at logge på Teams og indhente informationer om, hvad der er foregået i de lektioner, hvor du ikke har været til stede, men også at læse materiale og løse eventuelle opgaver. Du har adgang til chat med både underviser og medstuderende i Teams.
Ifølge bekendtgørelse nr. 1711 af 20/12/2006, kan der pålægges elever ekstraudgifter til engangsbøger, kopiudgifter, ordbøger, lommeregnere m.m. på op til kr. 2500,00.På EUD Business opkræves der et halvårligt beløb til dækning af kopiudgifter, print, netordbøger, e-bøger, i-bøger, trådløst internet og screening udført af læsevejleder. Første opkrævning på kr. 300 kommer september/oktober og anden opkrævning på kr. 300 kommer januar/februar.
Udmeldte elever skal betale materialegebyr til udgangen af det semester som eleven udmeldes på.
Andre anskaffelser for egen regning
Det forventes, at du selv sørger for evt. lommeregner, kladdepapir, o.lign. Hvad angår ordbøger til sprogfagene, så har skolen licens til brug af ordbogen.com. Du har fri adgang på skolens netværk, og er du hjemme, skal du sørge for at logge dig ind med UniC-login først. Du vil kunne få rådgivning af din lærer på dette område.
Computer
Som elev på handelsskolen vil du komme til at arbejde med it som en integreret del af undervisningen. Derfor skal du medbringe din egen bærbare computer. Husk at oplade den hjemmefra. Du må kun benytte computere til skolearbejde i undervisningstiden.
Det er dit eget ansvar, at din computer er opdateret, så den kan bruges i forhold til skolearbejdet, fx at programmerne virker og at kamera og mikrofon virker. Kamera og mikrofon bruges bl.a. til den virtuelle undervisning. Hvis din computer går i stykker, er det dit ansvar at få adgang til en anden computer.
Krav til IT udstyr
Skolen anbefaler ikke, at du køber en Chromebook, da den ikke spiller sammen med skolen systemer og den ej heller kan bruges i it undervisningen.
For at få det optimale udbytte af it-tjenester, som udbydes af Køge Handelsskole, anbefaler skolen, at du har en computer der benytter Microsoft Windows 8.1, Microsoft Windows 10 eller macOS High Sierra. Uanset valg af computeren anbefales 8GB RAM.
I forhold til hastighed på computeren anbefales det at anskaffe en enhed med SSD (Solid State Drive). Vær dog opmærksom på SSD er dyrere og har mindre kapacitet end en traditionel harddisk, men giver computeren en bedre ydeevne.
Gældende for alle enheder er, at der skal være understøttelse for netværksstandarden 802.11a. For at få det optimale udbytte af skolens trådløse netværk, så anbefales det, at enheden understøtter 802.11n og 802.11ac.
Eksamen - anbefalinger
Det anbefales at installere 2 browsere i rimelig ny version
Til Windows: Internet Explorer og Chrome
Til MAC: Safari og Chrome
Word og Excel eller lign. skrive- og regneprogrammer, der kan gemme filer i Word/Excel/pdf format
Opdateret Acrobat Reader, Flash, Media Player, VLC-player, Silverlight
Kontroller om computeren kan logge på skolens trådløse netværk (husk kode!)
IT programmer
Du får, under dit studie stillet den nyeste udgave af Microsoft Office til rådighed. Office indeholder Word, Excel, PowerPoint, Outlook og Access (Access findes ikke i MAC-udgaven af Office). Du installerer selv Office fra Microsofts Office365 portal og logger på med din skolemail og adgangskode.
Skolen stiller andre hjælpeprogrammer til rådighed så som ordbøger, CAS-værktøjer mm.
I/E-bøger
I flere fag vil du ikke få udleveret bøger i fysisk bogform, men i stedet få adgang til Systime via Uni login til I- og e-bøger.
Mediecenter
Mediecenteret er skolens bibliotek. Mediecentret er placeret mellem lokale 710 og 711 i den hvide bygning. Her kan du låne bøger og få udleveret studiekort.
Bøger og databaser
I Mediecentret kan du få hjælp til informationssøgning i bibliotekets beholdning, på nettet og i skolens fagdatabaser.
Du kan låne bøger, tidsskrifter og dokumentarfilm. Mediecentret udlåner også pc’ere, bolde og brætspil.
I skolens biblioteksbase /KHS/main/Landing.php kan du søge efter materialer og se om en bestemt bog er hjemme.
o Der er mulighed for at hente adgangskoder til de databaser, som der er fri adgang til via skolens netværk.
o Du kan låne en bærbar computer i Mediecenteret. Computeren kan lånes for en dag af gangen. Husk at medbringe dit sundhedskort. Bemærk, at der er et begrænset antal computere til udlån.
Lån, lånetid og aflevering
Dit gule sundhedskort fungerer som lånekort i Mediecentret. Du hæfter for alle materialer lånt på dit cpr-nummer, også selvom du måtte få byttet bøger med medstuderende.
Lånetiden på lærebøger, som du får udleveret i august, er et skoleår. Du skal aflevere alle dine bøger, inden du går på sommerferie.
Lånetiden på øvrige bøger og film er almindeligvis 31 dage. Men du kan henvende dig for at få forlænget dit lån, hvis det ikke er reserveret.
Erstatning af udlånte materialer fra Mediecenteret
Hvis mediecenterets materialer mistes eller ikke afleveres, skal de erstattes efter takster fastsat af mediecenteret.
Er det lånte materiale ikke afleveret 31 dage efter lånetidens udløb, betragtes det som bortkommet, og mediecenteret sender en regning. Regninger og erstatningsbeløb, der ikke betales, overgår til SKAT. Der opkræves et administrationsgebyr ved overdragelse til SKAT.
Kreative sager
Skal I lave gruppearbejde, hvor I skal være kreative, kan I også låne tuscher og plancher mm.
Åbningstider
Der er åbent i alle pauser i alle ugens dage.
Husk at aflevere dine bøger til tiden!
Der foregår løbende en evaluering af undervisningen, og det vil være muligt at diskutere, hvad der var godt eller mindre godt ved undervisningen, samt komme med forbedringsforslag. Men også din egen indsats og dine kammeraters indsats skal evalueres.
Der foretages en gang om året en stor spørgeskemaundersøgelse via computeren, hvor du skal besvare en masse spørgsmål, der blandt andet omhandler undervisning, kontaktlæreren, studievejledningen, det sociale klima samt din arbejdsindsats.
Pause 09.50 – 10.05
Frokost 10.50 – 11.20
Pause 12.50 – 13.00
Vi har på EUD Business en studietur til Malta og en udflugt til København. Derudover vil der være relevante foredrag og virksomhedsbesøg.
Fællesarrangementer og foredrag/koncerter
Der er fællesaktiviteter for alle elever. I forbindelse med disse aktiviteter vil du få lejlighed til at lære alle de andre elever at kende. I løbet af året er der planlagt følgende fællesaktiviteter:
Sportsdag
Sportsdagen er for alle elever på afdelingen, og den foregår i og omkring Køgehallen. Du møder omklædt i Køge hallen, hvor der er fælles opvarmning. Herefter starter de egentlige, men ofte lidt utraditionelle sportskonkurrencer.
Hvert skoleår arrangeres der løbende foredrag, koncerter, underholdning, sidste skoledag mv., der ofte vil være relateret til aktuelle samfundsmæssige forhold.
Kanotur
I starten af skoleåret er vi på kanotur i Køge. En god måde at lære hinanden at kende på - en slags ryste-sammen-tur.
Bowlingtur
Som en del af at lære hinanden at kende og blive rystet sammen, tager vi ud at bowle i Køge Bowling Center.
Padeltur
Vi vi tager på tur til Ravnsborghallen i Køge for at prøve kræfter med den nye sportsgren paddel, der består af 20 % squash og 80 % tennis. Paddel er nu Danmarks hurtigst voksende sportsgren.
Virksomhedsbesøg
Vi tager på virksomhedsbesøg i Tivoli i København, hvor der er rundvisning og undervisning i Tivolis historie, mål og værdier og hvor eleverne skal udarbejde forslag til en ny aktivitet. Det faglige bliver kombineret med underholdning, idet der efter endt undervisning er adgang til Tivolis forlystelser.
Ovenstående aktiviteter kan variere.
Du vil i løbet af året støde på nogle aktiviteter, hvor du deltager som del af din klasse og sammen med klassens kontaktlærer eller sammen med en faglærer. Det drejer sig om følgende aktiviteter:
· Ekskursioner
· Socialt arrangement på årgangen, f.eks. tur til København
Ekskursioner
Hver klasse har nogle arrangementer "ude af huset", der har relation til undervisning – fx virksomhedsbesøg. Det kan være kontaktlærer og klassen tager af sted alene, men det kan også være hele årgangen, der tager af sted på ekskursion.
Fællesaktiviteter
Der er også fællesaktiviteter for alle elever. I forbindelse med disse aktiviteter vil du få lejlighed til at lære alle de andre elever at kende. I løbet af året er der planlagt følgende fællesaktiviteter:
Sportsdag
Sportsdagen er for alle elever på EUX og EUD Business, og den foregår i og omkring Køgehallen. Du møder omklædt i Køge hallen, hvor der er fælles opvarmning. Herefter starter de egentlige, men ofte lidt utraditionelle sportskonkurrencer.
Fredagscafé
På nogle fredage i løbet af skoleåret afholdes der fredagscafé, hvor både elever fra EUD og EUX deltager.
Translokation
Translokationen er skolens officielle farvel til eleverne med en tak for et forhåbentligt godt og udbytterigt forløb. Der overrækkes afgangsbeviser, og uddannelseschefen holder tale.
Kontaktlærerordning
Hver elev får ved skoleårets start tildelt en kontaktlærer. Kontaktlæreren følger elevens trivsel og tager sig af eventuelle problemer. Kontaktlæreren fungerer endvidere som bindeled mellem skolens ledelse og vejledningen samt elevens øvrige lærere. Yderligere udarbejder elev og kontaktlærer i fællesskab individuelle uddannelsesplaner.
De første dage på skolen er du sammen med din kontaktlærer. Når undervisningen går i gang, så kan du kontakte din kontaktlærer på skolen eller via e-mail. Flere gange i løbet af hvert skoleår kommer du til SUS-samtale hos din kontaktlærer. SUS står for Studerendes Udviklings Samtale. Her taler I om din uddannelse og din trivsel.
Mentorordning
For elever, der har særligt svært ved at gennemføre en EUD uddannelse af den ene eller den anden grund, kan tilbydes en mentorordning.
Her får du tilknyttet en voksen kontaktperson (oftest en lærer), som støtter dig i uddannelsesforløbet.
Der kan rettes henvendelse til tutoren eller studievejlederen, hvis du ønsker at få tildelt en mentor.
Orienteringsmøde
På EUD Business afholdes der på 1. år et orienteringsmøde (forældremøde) i løbet af efteråret, hvor elever også er velkomne. Der er tale om et orienteringsmøde og ikke om elevkonsultationer, som du kender det fra folkeskolen. Dine forældre får mulighed for at møde nogle af dine lærere og se skolen, hvor du tilbringer meget af din tid. Du og dine forældre vil modtage en skriftlig invitation fra skolen til dette arrangement.
Studievejledning
Der er fem studievejledere tilknyttet elever til EUD Business: Sanne Snejbjerg, Pia Rosbæk, Camilla Ralkov, Cristine Garn og Marie Galting.
Vejlederne varetager både kollektiv og individuel vejledning.
Vejledningen omfatter:
o Uddannelses- og erhvervsvejledning
o Adgangskrav til hovedforløb
o Dispensationer og merit
o Forhold omkring fravær og sygdom
o Problemer i relation til undervisningen
o Muligheder for hjælp ved handikap, ordblindhed o. lign.
o Hjælp til løsning af personlige problemer
o Samtale og godkendelse/afslag vedr. SU-dispensation for udeboende SU iflg. punkt 5
o M.m.
Den individuelle vejledning er rettet mod dig personligt, dvs. det er dine spørgsmål og/eller eventuelle problemer, vejlederen koncentrerer sig om. Vejlederne fungerer som din advokat i forhold til skolen. Du kan trygt henvende dig til vejlederne, de har nemlig tavshedspligt. Det, du fortæller til vejlederen, forbliver mellem jer, med mindre du selv ønsker, at vejlederen skal videregive informationer om for eksempel sygdom.
Vejledernes træffetider kan ses på opslag og på skolens hjemmeside. Her kan du også se, hvilken vejleder du er knyttet til. I øvrigt kan vejlederne træffes efter aftale.
Vejledningen er beliggende i rød bygning til venstre for hovedindgangen.
Elevfravær
Fraværet opgøres procentuelt. Den fastsatte grænse for tilladt fravær er 12 % set på årsplan. Disse 10 % skal dække ALT lige fra almindelig sygdom til forsinkede tog og busser m.v.
Alle elevers fravær kontrolleres hver uge og følges omhyggeligt af såvel skolens ledelse, din kontaktlærer og din studievejleder.
Bekymringsskrivelse: Hvis dit fravær overskrider de 10 %, sendes en bekymringsskrivelse med krav om, at du skal nedbringe dit fravær.
Skriftlig advarsel: Hvis du ikke bringer dit fravær ned under 10 %, skal du møde til samtale i vejledningen. Her modtager du en fraværskontrakt, som kræver fuldt fremmøde indtil fraværet er faldet tilstrækkeligt.
Hvis du er under 18 år, sendes alle breve til forældre.
Der følges op på, at du overholder kontrakten. Når kontrakten udløber, skal du komme i vejledningen til opfølgning.
Nedbringes fraværet fortsat ikke, kan du miste din SU og/eller blive meldt ud.
Det er din pligt skriftligt at fortælle vejledningen om særlige forhold, f.eks. en kronisk sygdom, der kan betyde, at du ikke kan overholde fraværsgrænsen. I så fald tages der individuelle hensyn og der laves en særlig fraværskontrakt. Eventuelle udgifter i forbindelse med dokumentation er dine egne.
Det er meget vigtigt, at du allerede ved skoleårets start taler med din studievejleder om særlige forhold. Selvom du har talt med din kontaktlærer og studievejleder om særlige forhold, vil du stadig modtage de officielle fraværsbreve og komme på en særlig fraværskontrakt.
Udmeldelse
Hvis du i løbet af uddannelsen ønsker at udmelde dig, skal du henvende dig til en studievejleder. Her vil du blive bedt om at udfylde og underskrive en udmeldelsesblanket. Hvis du er under 18 år, skal du være opmærksom på, at kun dine forældre (evt. værge) kan udmelde dig, og dette skal ske skriftligt til skolens vejledning.
Ledelsen og Studiecentret - se under fanen Kontakt ledelsen
Caféen
Du kan i caféen købe ”dagens ret”, skolebrød, smørrebrød, frikadeller, kartoffelsalat, pastasalat, frugt, toast, salatbar, mejeriprodukter m.m. Skolens café lever op til Kantinediplomet, og det vil sige en sund cafe. Derfor kan du heller ikke købe f.eks. slik, chips og cigaretter.
Da du og andre helt sikkert bedst kan lide at spise i pæne og rene omgivelser, skal du rydde op efter dig og sætte stolen på plads, når du forlader caféen!
Caféen har åbent:
Mandag til torsdag 08.00 - 13.00 og 13.30 - 14.00
Fredag 08.00 – 12.30
Forsikring
Forsikringer skal du selv sørge for, idet skolen ikke har tegnet forsikring for dig.
Tyveriforsikring (indboforsikring):
Du hæfter selv for tyveri og beskadigelser på dine værdigenstande, hvis du vælger at medbringe dem i skoletiden.
Bliver dine ting stjålet eller beskadiget på skolen/i skoletiden (gælder også på studieture og udflugter), skal din egen indboforsikring dække dette efter de betingelser, der er gældende.
Efterlad derfor aldrig dine værdigenstande uden opsyn og pas på dine værdigenstande. Skolen har ikke mulighed for at udbetale erstatninger.
Ulykkesforsikring:
Hvis du kommer til skade i skoletiden, er det din egen ulykkesforsikring, der eventuelt skal udbetale erstatning.
Er du over 18 år, skal du have din egen police, medmindre du er omfattet af din families ulykkesforsikring.
Det er vigtigt, at du passer på dig selv og dine studiekammerater.
Det er vigtigt, at du passer på dig selv og dine værdier.
Kopimaskiner/printere
Du kan benytte kopimaskinerne rundt om på skolen. Du skal bruge dit studiekort for at kunne anvende kopimaskinen/printeren.
Du må kun benytte kopimaskinerne til kopiering af materiale i forbindelse med undervisning, f.eks. artikler eller projekter. Hvis kopimaskinerne misbruges, kan det i grove tilfælde medføre bortvisning.
Telefon
Skal du ringe privat, skal du anvende din egen mobil.
Elev-bogskab
I EUD/EUX afdelingen er der nogle elev-bogskabe, som du kan låne.
o Skabene låses med en hængelås, du selv skaffer.
o Skabene kan bruges til opbevaring af bøger, computere og noter.
o Husk at tage hængelåsen med dig, når du ikke bruger skabet.
For at skabe god trivsel for alle på afdelingen og for at lokalerne fremstår pæne, skal du selv sørge for at holde orden i lokalerne. Når lokalerne forlades, skal alt affald være sorteret i de opstillede affaldsspande i fællesrummet. Tomme flasker, tallerkener, glas m.v. sættes på de rulleborde, der er placeret i storrummene eller i caféen. Stolene skal i lokalet være hængt op under bordene. Du har som elev ansvar for, at der er ryddet op.
Rengøring
Servicepersonalet gør kun rent. Har dit hold forladt lokalet uden at have ryddet op, bliver lokalet derfor ikke gjort rent, før det er ryddet op. I de tilfælde, hvor lokalet forlades i et ubeskriveligt rod, bliver lokalet låst af, og dit hold må selv stå for rengøringen.
Som du måske kender det fra folkeskolen, så har vi også på Køge Handelsskole et Elevråd. Elevrådet består af elev-repræsentanter fra de forskellige klasser, som arbejder med forskellige studiemiljø aktiviteter. Det kan være elevtrivselsundersøgelser, fredags café, fester, skoleturneringer i fodbold, golf, koordinering i forbindelse med huer, ture, mm.. Vi mødes ca. 8 gange om året.
Krav om aflevering af opgaver
Der vil løbende være store og små afleveringsopgaver i alle de fag der undervises i, og alle opgaver tæller i din samlede karakter for det pågældende fag.
Der vil i udvalgte fag være krav om en dokumentationsopgave, som skal være afleveret og godkendt, inden man som elev kan blive indstillet til den pågældende eksamen.
Karakterer
Når du vurderes i den daglige undervisning og ved eksamen, så bliver du bedømt ud fra 7-trins skalaen.
Eksamen i grundfag
EUD GF1: Eksamen i et grundfag, nemlig dansk.
GF2: I grundforløbets anden del (GF2) er der prøve i et grundfag, samt en grundforløbsprøve i de uddannelsesspecifikke fag (USF). Der trækkes lod blandt elevens grundfag.
Prøven i grundfag er en caseeksamen på baggrund af en casevirksomhed og casehistorie. Prøven består af en casearbejdsdag for eleven, hvor opgaverne til udleveres. Dagen efter casearbejdsdagen går eleven til den individuelle, mundtlige prøve.
Ved eksaminationen afgør censor, hvilken opgaver der skal eksamineres i. Censor kan efter aftale med eksaminator stille spørgsmål. Censor afgør mængden af tid til hver opgave.
Eksaminator leder eksaminationen, som er en samtale mellem elev og eksaminator. Eksaminator afdækker elevens faglige bredde og dybde gennem uddybende eksamination.
Eksaminator og censor drøfter præstationen. Begge kan give feedback til eleven efter præstationen, som bedømmes med en karakter efter 7-trins skalaen. De faglige mål fremgår af det enkelte grundfags fagbeskrivelse.
Alle eksaminationer varer 30 min. inklusiv votering.
Eleven kan tilmeldes prøven, hvis eleven har gennemført undervisningsforløbet og afleveret de krævede opgaver og projekter i de enkelte fag.
En eksaminand kan deltage i samme prøve to gange. I særlige forhold kan institutionen give lov til yderligere en prøvegang.
Merit
Hvis du ønsker merit for et fag, så skal du tage kontakt til vejledningen lige før studiestart eller lige efter studiestart.
Du skal medbringe en kopi af dit eksamensbevis, hvor det fremgår, at du har været til eksamen i det fag, du ønsker merit for.
Eksamensbeviser/Merkantil-skolevejledning
Efter GF1 får du et bevis på, at du har gennemført forløbet og er klar til at påbegynde GF2. Efter GF2 får du et grundforløbsbevis.
Mødetidspunkt
Du skal altid sørge for at komme i god tid inden eksamen starter. Kommer du først efter at eksamen er begyndt, skal du altid henvende dig på administrationskontoret.
Bliver du forhindret i at deltage i en eksamen på grund af sygdom, skal du omgående meddele dette til skolen. Senest den følgende dag skal skolen have en lægeerklæring, som du selv skal betale for. Bliver du syg under eksamen, skal du henvende dig på administrationskontoret.
Sygdom
Kan du ikke gennemføre eksamen på grund af sygdom, får du mulighed for at komme til sygeeksamen på et senere tidspunkt. Du vil i god tid inden sygeeksamen afholdes, modtage besked fra skolen angående mødetidspunkt og sted.
Snyd - se fanen Snyd
Eksamensfravær
Hvis du bliver syg- skal du omgående ringe til elev administrationen inden kl. 8.20 på tlf. 91346698
Har du ikke afmeldt dig i rette tid, bliver eksamen betragtet som påbegyndt med hensyn til eksamensforsøg. Du har brugt et eksamensforsøg, når eksamen er påbegyndt. Du kan kun deltage i samme eksamen to gange.
Ved dokumenteret sygdom har du ret til en ny prøve. Den nye prøve afholdes hurtigst muligt og senest, når den pågældende prøve i faget igen afvikles på skolen. Du skal dokumentere, og betale, for lægeattest eller andet, der dokumenteret sygdom på tidspunktet for prøven.
Reeksamen
Hvis du af andre årsager end sygdom udebliver fra en prøve eller kommer for sent, afgør skolen om du kan tilbydes en reeksamination. En reeksamination afvikles efter samme regler som en sygeeksamen.
Omprøver
Eksaminander, der har opnået lavere karakter end 02 (7-trinsskalaen), har krav på at komme til omprøve.
Det samlede antal prøver/omprøver pr. fag kan dog ikke overstige 2 prøver (1 ordinær prøve plus 1 omprøve), med mindre der foreligger en helt speciel situation, hvor skolen kan tillade en 3. prøve.
Eksaminanderne modtager brev om tilbud om omprøve med tilhørende tilmeldingsblanket, som skal returneres til eksamensadministrationen, såfremt man ønsker at gøre brug af tilbuddet.
Eksaminanderne orienteres tillige om eventuelle konsekvenser ved ikke at gøre brug af tilbuddet.
Ved omprøver skal skolen udpege en censor, der ikke har medvirket ved den tidligere eksamen eller prøve for den pågældende eksaminand.
Hvad er snyd?
Der stilles mange krav til elever på ungdomsuddannelser. Det er muligvis en af grundene til, at snyd med skriftligt arbejde er blevet et voksende problem over den seneste årrække, overalt på uddannelsesinstitutionerne - også på de videregående. I det lys har Ministeriet for Børn & Undervisning (tidl. UVM nu MBU) valgt at lade alle elever og studerende ved hvert enkelt eksamen skrive under på, at de ikke snyder. Som uddannelsessted vil vi på Køge Handelsskole også bekæmpe problemet med snyd og plagiering - både i dagligdagen og til eksamener.
Hvornår er der tale om snyd?
MBU definerer snyd og plagiering således: "Der tales om plagiat, når en andens tekst er anvendt uden at lave præcise kildehenvisninger. Det gælder også, hvis eksaminanden blot har oversat den fremmede tekst til sit eget sprog. Der er tale om plagiat, når der kopieres sætninger, fraser eller ideer fra andre uden at kreditere ophavsmanden."
På Køge Handelsskole råder vi vores elever til at være omhyggelige ved opgaveskrivning: Vær fx meget præcis med at angive kilder i noter - det gælder både lån af tekster på trykte medier (fx bøger) og på digitale medier (fx internettet). Undlad desuden at bruge oversættelsesprogrammer så som Google Translate.
Det er desuden vigtigt for os at understrege, at alt skriftligt arbejde er individuelt arbejde med mindre andet er aftalt. Derfor skal elever være forsigtige med at arbejde for tæt sammen, når det gælder skriftligt arbejde. Tekstpassager i opgaver med identisk ordlyd vil blive regnet for kopiering - og dermed blive tacklet som snyd. Det betyder også, at elever skal være forsigtige med at udlåne deres opgaver til andre af risiko for at blive kopieret. Det er ligeledes elevens eget ansvar at sørge for egne opgaver ikke bliver misbrugt af andre fx i form af afskrift. I alle sager af den type vil både den egentlige ophavsmand og afskriveren begge blive mistænkt for snyd. Faglærere / team vurderer, om begge har gjort sig skyldige i snyd.
Studie- og ordensregler
I det følgende kan du læse om studie- og ordensregler på EUX og EUD Business.
Det er vigtigt, at der er et godt studiemiljø på skolen. Skolen skal være et sted, man kan lide at være, og hvor man har lyst til at komme for at lære. Derfor skal følgende regler overholdes:
Miljø
Vi ønsker et godt miljø på afdelingen, derfor skal der være orden i undervisningslokalerne, i grupperum, på gange, i fællesrum og i caféen.
Vi ønsker rene omgivelser på afdelingen, så det er ikke tilladt at spise i de skemalagte timer. Brugt service stilles på rullebordene. Affald smides i skraldespandene - husk at sortere.
På skolen skal der være et trygt miljø. Derfor er skolen er kun for skolens egne elever og ansatte.
Alle skal omgås hinanden med respekt og tolerance. Mobning og råbende, truende, forstyrrende, aggressiv eller racistisk adfærd kan ikke accepteres.
Kommercielle aktiviteter
Der må ikke må udøves kommercielle aktiviteter, herunder enhver form for erhvervsmæssig markedsføring og salg af varer og tjenesteydelser, medmindre sådanne fx er forhåndsgodkendt skriftligt af KHS.
Studieaktiv og mødepligt
Du skal være studieaktiv, og derfor er der mødepligt til undervisningen. Der føres protokol ved begyndelsen af hver lektion. Du har ligeledes mødepligt til ekskursioner, fællesarrangementer o.l..
Hvis du fx bliver syg og ikke kan møde i skole eller deltage i undervisningen, så er det dit ansvar at logge på Teams og indhente informationer om, hvad der er foregået i de lektioner, hvor du ikke har været til stede, men også at læse materiale og løse eventuelle opgaver.
Alkohol og stoffer
Det accepteres ikke, at du er påvirket af alkohol, euforiserende stoffer eller andre rusmidler i skoletiden.
Du må altså ikke møde op til undervisningen i spirituspåvirket tilstand eller påvirket af euforiserende stoffer eller andre rusmidler.
Du må heller ikke være under indflydelse af euforiserende stoffer eller andre rusmidler til fester, og du må selvfølgelig heller ikke indtage førnævnte på skolen.
Dette gælder også på studieture, sportsdage og sociale arrangementer i skoletiden, , og ved overtrædelse af ovenstående vil det få konsekvenser.
Køge Handelsskole er en del af Campus Køge og derfor gælder det fælles regelsæt på området også her - læs mere her
Mobiltelefon
Mobiltelefoner må ikke bruges i de skemalagte timer, medmindre det indgår i undervisningen efter aftale med læreren.
Toiletbesøg
Undervisningen skal respekteres. Toiletbesøg og lignende skal derfor under normale omstændigheder finde sted i frikvartererne.
Læreres anvisninger
Ret dig efter lærerens anvisninger.
Bøger
Bøger, du har lånt af skolen, skal leveres tilbage i ordentlig stand. Du skal erstatte bortkomne eller ødelagte bøger. Ved manglende betaling til erstatning af bøger, kan du ikke få nye bøger udleveret ved skoleårets start. Manglende betalinger vil blive opkrævet gennem SKAT.
Rygning
På Køge Handelsskole er vi glade for rygeloven, da det understøtter vores ønske om, at skolen står for sundhed. Derfor vil der med jævne mellemrum i samarbejde med Køge kommune blive tilbudt rygestopkurser for både studerende og medarbejdere.
Loven om røgfri miljøer er ændret således, at det pr. 1. august 2021 ikke længere er tilladt for elever at ryge eller anvende tobaksvarer, -surrogater, urte- eller nikotinbaserede rygeprodukter i skoletiden.
Det vil sige alle produkter indeholdende tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler. Øvrige relaterede produkter som snus og ex. e-cigaretter uden nikotin er også omfattet.
Nikotinplastre, -tyggegummi og -tabletter må gerne benyttes i skole- og arbejdstid.
Sanktioner:
1. Første gang reglen overtrædes får du en mundtlig advarsel.
2. Anden gang reglen overtrædes får du en skriftlig advarsel.
3. Tredje gang reglen overtrædes vil du blive sendt hjem i 2 skoledage med fravær.
4. Fjerde gang reglen overtrædes vil du blive sendt hjem i 10 skoledage med fravær.
Studietur
Ved deltagelse på studieture er du forpligtet til at overholde en studieturskontrakt. De særlige regler for deltagelse fremgår af kontrakten. Se mere om studietur under fanen Studietur.
Færdselsloven
Færdselsloven gælder på skolens parkeringsplads. Udvis hensyn over for andre på parkeringspladsen. Hensynsløs kørsel kan straffes efter gældende regler i ordensreglerne for afdelingen.
Studie- og ordensregler vedr. virtuel undervisning
Det kræver selvdisciplin at modtage undervisning online sammen med klassens øvrige elever, derfor har vi udfærdiget disse klare regler for deltagelse.
Mød til tiden online i Microsoft Teams eller på Zoom
Du skal være klar til at modtage undervisning på samme måde, som hvis du er i skole. Det betyder, at du skal være påklædt og gerne ved et bord
Deltag med webcam billede. Hvis du af tekniske årsager eller andre årsager, ikke har mulighed for at deltage med billede, skal du kontakte din lærer, der vil kunne give dig en dispensation
Deltag aktivt i timerne (dvs. man ikke kører i bil, bus, tog, eller står i kø på i supermarkedet og hvad vi ellers har oplevet…)
Udvis ordentlig opførsel i det virtuelle klasserum
Du må ikke optage den virtuelle undervisning
Uønsket adfærd eller forstyrrelser kan føre til fravær eller bortvisning fra den virtuelle undervisning af hensyn til den øvrige klasses indlæring.
Generelt gælder vores fraværsregistrering som altid, så deltager du ikke i undervisningen, giver lærerne fravær.
Konsekvenser:
Hvis du overtræder skolens ordensregler, kan føre til advarsel og bortvisning fra skolen. Overtrædelse af almindelig straffelov og ordensreglernes pkt. 2 anses for grove overtrædelser af skolens ordensregler og kan medføre øjeblikkelig bortvisning fra afdelingen/skolen. Ved grov uagtsom adfærd, hæfter du for den økonomiske konsekvens handlingen medfører.
Vi har også støtte og hjælp til udfordrede elever. Vi har f.eks. vores egne læse- & matematikvejledere, der hjælper ordblinde elever med at få de rette hjælpemidler, og som vejleder i at få størst muligt udbytte af undervisningen.
Læs mere i vores fastholdelsesstrategi.
Vores Lærepladskonsulent er bindeled mellem elever og virksomheder, som ønsker at ansætte elever. På Lærepladskontoret kan du få svar på spørgsmål om:
Ledige lærepladser
Uddannelser
Skoleperioder
Uddannelsesaftaler
Elevløn
Stillingsopslag med ledige lærepladser hænger på opslagstavlen ved lærepladskontoret og kan også ses på skolens officielle Facebookside, hvor de kommer løbende.
Du er meget velkommen til blot at komme ind på lærepladskontoret eller aftale et tidspunkt med vores lærepladskonsulent:
RKV-Vejleder og Instruktør
For elever og besøgende med ærinde på KHS er det gratis at parkere, men det er nødvendigt for alle at have en parkeringstilladelse. Ellers risikerer du at få en afgift. Her kan du ansøge om parkeringstilladelse - log på mens du er på skolen med den adgangskode, du har fået tildelt.
Herefter du ret til at parkere på Køge Handelsskoles parkeringsplads, dog kun i grøn og orange farvezone.
Registrering af P-tilladelse
1.: Log ind på p.khs.dk
2.: Log ind med din KHS e-mail og adgangskode.
3.: Du registrer dig ved at udfylde registreringsnummer på din bil. Udfyldes uden mellemrum.
Elever kan få én parkeringstilladelse til én bil og den gælder et år fra registreringen. Du modtager en sms, når tilladelsen udløber. Det er muligt selv at redigere til nyt registreringsnummer ved at logge sig ind i systemet.
Regler for parkering:
Parkeringstilladelsen er gældende for et år fra registreringsdag.
Med parkeringstilladelsen kan elever parkere i Grøn zone og Orange zone. Se oversigtskort over parkeringszonerne.
P-skilte har en farvet kant, der viser, hvilken P-zone, det er. Se i øvrigt tekst på skiltet.
Det er ikke tilladt at parkere i Hvid zone, Blå zone, Rød zone og reserveret plads. Gæsteparkering (to-timers parkering) er reserveret gæster til Køge Handelsskole.
Parkeringstilladelsen er ikke en garanti for en parkeringsplads.
Alle parkeringsområder er opdelt i zoner med forskellige farvekoder. De forskellige farvezoner markeres fysisk ude på områderne. Parkeringstilladelsen er KUN til din registrerede bils indregistreringsnummer, som er indmeldt i systemet. Elever opnår typisk tilladelse til at parkere i orange og grøn zone - men IKKE på reserverede pladser - herunder gæsteparkering. Vær opmærksom på, at din tilladelse gælder for et år, og så skal du ansøge om ny tilladelse. Se farvezonerne.
Parkering udenfor de(t) for bilen tilladte afmærkede område(r) samt båse, herunder på handicappladser og i fodgængerfelter, vil medføre en afgift.
Der føres flere gange dagligt kontrol med parkeringspladserne - så husk at registrer din bil - det er så ærgerligt, at få en afgift. Eventuelle afgifter kan ikke annulleres af skolen, og vi opfordrer derfor til, at du sætter dig grundigt ind i reglerne og læser skiltene på parkerings-områderne, herunder lægger mærke til farvezonerne.
Biler uden tilladelse til parkering bliver pålagt en afgift på 830 kr. Holder du på handicapparkeringen uden tilladelse er afgiften 1.660 kr.
Det vil kun være muligt at søge om parkeringstilladelse for én bil pr. person - men man kan hente dagstilladelse på tast-selv-skærmen på de tablets, som er sat op flere steder på skolen til en bil, som ikke er indmeldt i systemet.
Husk at indtaste dit tlf.nr. så du får en bekræftelse på din indtastning.
Tilladelsen gælder fra indtastnings-tidspunktet til kl. 23.59 samme dag.
Microsoft 365/webmail (benyt brugernavn@edu.khs.dk - samme kode som til skolens netværk)
Azure Dev Tools for Teaching (brug @edu.khs.dk)
Fejlmelding af it-udstyr? Skriv til helpdesk@khs.dk
Selvbetjening (UMS selvbetjeningsportal, mulighed for at skifte den tilsendte kode)
Lectio (skema mm.)
Printportal (kun på skolen)
Fjernskrivebord (Access og Dreamweaver)
Parkering (registrer din bil her - 1 års tilladelse)
Studiekort (kun på skolen). Log ind med brugernavn/Uni-login - samme kode som til skolens netværk
Printerne for studerende er placeret i rød bygning ved caféen, ved lokale 109 og i Studiecentret.
Du må kun benytte printeren til print og kopiering af undervisningsrelevant materiale som for eksempel artikler. og projektafleveringer. Hvis printeren misbruges, vil skolen lukke for adgangen til den.
Oplever du fejl og mangler ved elev-printerne? Så skal du henvende dig i Studiecentret.
Du skal bruge studiekortet til:
- skal kunne fremvises på forlangende på skolen
- print, scanning og kopiering
- ved skriftlige eksamener, som dokumentation
- ved indgangen til skolens fester
- evt. for at du kan få studierabatter udenfor KHS
Mister du dit kort koster et nyt 75 kr. ved henvendelse i økonomicentret.
Hvis du er optaget på en ungdomsuddannelse og er fyldt 18 år kan du søge om SU. Du skal være opmærksom på, at du først får udbetalt SU kvartalet efter du er fyldt 18 år, og du kan tidligst søge om SU én måned før den dato du kan få SU fra; hvis du kan få SU fra 1. september så kan du tidligst søge SU 1. august.
SU bliver udbetalt én gang om måneden og er forudbetalt. Hvor meget du får i SU afhænger bl.a. af din alder, og om du bor hjemme eller ude.
Søg SU her - det er også her, du kan læse mere om reglerne for at få SU, SU-lån, SKAT med mere.
Når du søger SU skal du logge på med MitID. Husk at aktiver din e-boks, da SU sender breve elektronisk. Du kan oprette en e-boks her www.e-boks.dk.
Hvis du har spørgsmål til din SU så kontakt Studiecentret eller
Studiesekretær HHX, samt SU og ungdomskort for alle
Skal du rejse til KHS med bus eller tog? Når du går på en ungdomsuddannelse har du mulighed for at få tilskud til din transport.
Søg om Ungdomskort.
Du skal bruge MitID når du logger på. Husk at søg med samme, når du er optaget, hvis du vil være sikker på, at få dit Ungdomskort inden skolestart.
For studiestart i august - søg senest 15. juli
For studiestart i januar - søg senest 15. december.
Hvis du har spørgsmål - så kontakt Studiecentret.
Alt omkring eksamen finder du på skolens eksamensportal på Lectio. Du finder eksamensportalen under fanen "Eksamensregler". Denne portal kan kun tilgås, når du er på skolen.
I god tid før terminsprøver og eksamen vil du også kunne se eksamensregler mv. forsiden af Lectio under ”Aktuel information”. Det er dit eget ansvar at holde dig orienteret om regler for eksamen. Du kan læse mere i UVM's Bekendtgørelse om prøver og eksamen i ungdomsuddannelser (BEK nr 343 af 08/04/2016).
Vi har en antimobbestrategi.
Vi har en fastholdelsesstrategi.
Alt omkring evalueringer, karakterer mv. har vi samlet under Kvalitet.
Der er et antal handicap-parkeringspladser tæt på hovedindgangen. Husk at bruge dit handicapskilt, så du undgår p-bøde.
Det er en ældre bygning og desværre med dårlige handicapforhold, hvad angår toiletter.
Der er elevator fra stuen til 1. sal i rød bygning - elevatoren finder du til højre for kasseområdet i caféen, hvis du kigger ude fra bordene og ind mod kassemiljøet.
I ny bygning (indgang Campusbuen) finder du gode handicaptoiletter. Kommer du fra rød bygning, skal du op på 1. sal i rød bygning og videre over broen til den ny bygning.
Efter broen drejer du til højre (undervisningslokalerne 710-714), og på den anden side af personaletoiletterne, finder du et handicaptoilet, udstyret med lift-system.
Der er også handicaptoiletter på 2. sal i ny bygning. Det ligger ovenpå handicaptoilettet på 1. sal. Du når 2. sal i nybygning ved at tage elevatoren ved lokalerne 710-714.
Du er velkommen til at kontakte ledelsen på EUD Business, hvis du har spørgsmål eller andet, du ikke mener din tutor, dine lærere, din studievejler eller administrationen kan svare på eller hjælpe dig med.
Uddannelseschef og kvalitetschef
Udviklingschef/Uddannelsesleder
De har hver især kontor ved indgangen til EUD Business – tæt på lærerkøkkenet.
Her kan du få hjælp til alt det praktiske omkring dit studie, f.eks. hvis du har spørgsmål til skema, optagelse, SU, fag eller eksamener. Det er også her alle karakterer, eksamensplaner m.v. bliver opbevaret og behandlet.
Husk: Hvis du skifter adresse, e-mail eller tlf.nr i løbet af skoleåret, skal du hurtigst muligt informere studiecentret.
Studiecentret har åbent for telefonisk kontakt alle dage på tlf. 5667 0450 fra 7.45 - 15.00, samt åbent dagligt for personlig henvendelse mellem:
7.45 - 8.45
9.45 - 10.15
10.45 - 12.15
Du finder studiecentret i rød bygning til højre for hovedindgangen.
På EUD Business har vi et studiemiljø, hvor der er plads til alle, og hvor vi hjælper hinanden.
Vi holder i løbet af året forskellige sociale arrangementer, som sportsdag, fredagscaféer, translokation, introfest, foredrag, events efter årstiden m.m.
Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.