Køge Handelsskole vinder fornem pris
Køge Handelsskole er blevet tildelt den eftertragtede European Innovative Teaching Award (EITA) for Erasmus+ Strategic Partnership projektet 'Schools 4.0'.
"Udover Erasmus+ Strategic Partnership projekter, som Køge Handelsskole er en del af, arbejder vores internationale afdeling hver dag for, at vores elever og lærere kan rejse ud som en del af deres ansættelse eller uddannelse – og vende retur med nye perspektiver, indtryk og idéer. Derfor er vi stolte over, at vi har fået tildelt EU-Kommissionens EITA-pris for vores indsats!" Sådan fortæller direktør, Stig Johansen, efter Køge Handelsskole fik blevet tildelt den prestigefyldte EITA-pris for deres banebrydende indsats i et Erasmus+ projekt omhandlende udvikling af fremtidens læring i en digital kontekst.
1:1 kontakt er vigtig i en digital tranformation
Et af elementerne i det prisvindende projekt, ”Schools 4.0”, som Køge Handelsskole deltog i som partner sammen med skoler fra Grækenland og Portugal, omhandler først og fremmest læring på en mere digital måde. Og herunder også, om den gode, personlige kontakt, der er mellem elever og lærere; ikke mindst, når læringen foregår bag en skærm.
”I en digital transformation er det yderst vigtigt, at nogle elever har mulighed for ekstra kontakt til en mentor. Derfor delte vi i projektet erfaringer om det mentorsystem, der er på Køge Handelsskole, hvor hver elev får tildelt en mentor. Dette fastholder den gode 1:1 interaktion mellem lærer og elev, som er sat i system og sikrer alle elever en god kontakt med deres lærer. Desuden kunne projektet også høste vigtig viden om, hvilke fordele og ulemper der var ved online undervisning under Covid-19,” fortæller Gitte Dyrløv og Inge Jakobsen, der begge er projektkoordinatorer på Køge Handelsskole.
Erasmus+ styrker faglighed og udvider horisonter
Køge Handelsskole har været Erasmus+ akkrediteret skole siden 2015:
”Vi sender hvert år mere end 125 elever og lærere på lærerige og udviklende ophold i Europa. Vi har f.eks. lige nu 36 elever på kombineret sprogskole og praktikophold i hhv. Frankrig, Tyskland, Østrig og Spanien. Vi kan se, at det rykker dem både menneskeligt og fagligt," fortæller Gitte Dyrløv og Inge Jakobsen.
Stig Johansen understreger også vigtigheden af internationalt engagement i uddannelser:
”Jeg er stolt over anerkendelsen af skolens internationale arbejde med Erasmus+, som hvert år sikrer, at både lærere og elever får udvidet deres horisont. Det beriger både elevernes og lærernes faglighed, uddannelse, kulturforståelse og perspektiver på verden”, siger Stig Johansen.
"Vi er glade for prisen og vil fortsætte vores rejse med at skabe og deltage i forskellige projekter, der udforsker nye dimensioner af uddannelse. Lige nu deltager vi aktivt i projektet Youth Climate Empowerment, hvor vi bidrager til at forme en bæredygtig fremtid for vores elever og samfundet," slutter projektkoordinatorerne.