Studietur til Taiwan

Oplev Taiwan - Taipei og Kaohsiung

Er du klar på et udfordrende eventyr på den anden side af jorden?

Taiwan byder på en autentisk oplevelse i det taiwanesiske samfund, og det er samtidig en enestående mulighed for at få trænet sit kinesisk.

Taiwan er en avanceret, eksportdrevet og højteknologisk økonomi, især kendt for sin dominerende rolle i den globale halvleder- og elektronikindustri. Men det er også et land med en kompleks historie og interessante demografiske forhold, der gør det interessant både i et verdenspolitisk, økonomisk og kulturelt perspektiv. Denne frivillige studietur sætter fokus på Taiwan som global økonomisk magt, deres historiske forhold til Kina, men også med et virksomhedsmæssigt fokus. På denne tur vil VØ, AØ og IØ for alvor komme i spil og samspil med hinanden og med faget Kinesisk A knyttet til SO6-forløbet.

Fokusfag til SO6: Kinesisk A, Afsætning, Historie, International økonomi og Virksomhedsøkonomi

Særlige forhold: Elever med Kinesisk A har førsteret til den frivillige studietur til Taiwan, mens øvrige pladser fordeles efter først til mølle-princippet.

Min/max antal deltagere: 17/31

Pris: 15.000

Rejsedage: 12

Det skal du opleve

Vi rejser først til Taiwans hovedstad, Taipei, hvor vi bl.a. besøger Ørsted A/S og arbejder med, hvilken rolle Ørsted A/S spiller i Taiwans grønne omstilling i forhold til bæredygtig energiforsyning, samt hvordan denne grønne omstilling er et forsøg fra den taiwanske regering på at imødekomme Taiwans fem industrielle mangler. Vi besøger ligeledes den taiwanske virksomhed, YesHealthGroup, som udvikler vertikalt landbrug, der bidrager til en mere bæredygtig produktion af grøntsager på et globalt plan.

Vi tager også til den smukke sydtaiwanske havneby, Kaohsiung, hvor vi besøger vores partnerskole, Fengshan National Vocational High School. Her følger I en taiwansk elev i deres skoledag, og I skal også hjem og bo hos en taiwansk familie til en enkelt overnatning.

Studieturen vil også byde på forskellige kulturelle oplevelser, såsom cykeltur på den smukke Cijin-ø, udforskning af Taiwans spændende og turbulente historie, besøg på de mange taiwanske natmarkeder og en masse mere.