Festlig tiltrædelsesreception for Køge Handelsskoles nye direktør

Siden 1. juni har Stig Johansen stået i spidsen for Køge Handelsskole, og det blev officielt fejret ved en højtidelig tiltrædelsesreception 12. august 2021.

Orkestret spillede op og festglade mennesker, sang og taler fyldte dagen, der markerede, at Stig Johansen er trukket i førertrøjen for Køge Handelsskole. Stig Johansen kender skolen indgående, da han de seneste 21 år har været ansat først som administrationschef og siden som vice- og økonomidirektør. Som han selv udtrykker det; ”Jeg er en gammel medarbejder, men en ny direktør”. I sin tale kom Stig Johansen også ind på et par af grundende til de mange år på skolen:

  • Jeg har altid følt stor glæde ved at være med til at sætte mit præg på skolens udvikling, ligesom skolen har præget mig. Og dét at have med de mange forskellige mennesker at gøre, der færdes her på skolen, har givet - og giver mig - en alsidig og inspirerende dagligdag, fastslog Stig Johansen.

Fyrtårn

Den røde løber var rullet ud og solen bagte I KHS-haven, hvor Køge Handelsskoles Bestyrelsesformand Søren Eltorp var den første i talerrækken, der ønskede Stig Johansen tillykke:

  • Køge handelsskole er et fyrtårn, der skal fortsætte med at lyse kraftigere og kraftigere op. Det var et fuldstændigt enigt ansættelsesudvalg, der pegede på dig. Du har kompetencerne, visionerne, erfaringerne og ikke mindst modet. Du har selv været med til at skabe vejen til, hvor vi er i dag, du kan godt tage en del af æren for Køge Handelsskoles succes. Vi har et kæmpe arbejde foran os. Køge er inde i en rivende udvikling, som er til gavn for Køge Handelsskole. Vi ved, at udfordringer kommer. Men bare vi står sammen, klarer vi dem selvfølgelig, sagde Søren Eltorp.

Fælles rejse

I sin tale lagde Stig Johansen også vægt på, at han sætter pris på den tillid, der er vist ham:

  • Når bestyrelsen har valgt mig som direktør, er det samtidig en blåstempling af den strategi, der har været udstukket fra direktionen og bestyrelsen i de sidste år.

Endvidere at der er fire, gennemgående værdier, han vil lægge særligt vægt på i sit direktørvirke.

  • Jeg ønsker, at beslutninger, forandringer med videre er rodfæstet i; at det skal give mening, det skal skabe tryghed, det skal give indflydelse, det skal have en transparent struktur. Jeg vil fortsat værne om, den gode skole Køge Handelsskole er, med virkelig højt til loftet, plads til mangfoldighed – og til at falde ved siden af. Vi skal forsætte med at bidrage til udvikling af Køge som uddannelses by, hvor Campus spiller en væsentlig rolle. Og jeg vil stå i spidsen for, at vi fortsat bidrager til vækst i samfundet, lokalt som regionalt på Sjælland, sagde Stig Johansen.

Inden orkestret igen gik på, sluttede den nytiltrådte direktør af:

  • Jeg glæder mig usigeligt til at tage skolen med på en ny rejse sammen med alle på Køge Handelsskole - i en foranderlig verden, hvor det kan blive nødvendigt at udskifte destinationer.

 

Mennesket bag direktøren

Stig Johansen er 60 år, og bor i Køge med sin Lisbeth. Han har to voksne døtre, Nina og Yasmin. To børnebørn er også kommet til, og Stig er med egne ord et stort familiemenneske. I de tidlige morgentimer starter Stig dagen med en lang gåtur langs stranden for at forberede sig på dagen, der kommer. Det giver ham ro og indsigt. De fleste weekender og ferier bliver brugt på camping, som Stig holder af på grund af friheden og fællesskabet, man hurtigt bliver en del af. Og netop fællesskab er vigtigt for Stig, der alle dage har været nysgerrig på mennesker. Stig er som menneske drevet af en lyst til at gøre en forskel, og vores fælles samfundsansvar ligger ham meget på sinde. Og ambitionen om at udvikle og uddanne mennesker og derved skabe muligheder, fylder meget hos ham:

  • Jeg ønsker, at Køge Handelsskole skal være en skole for alle, hvor der er plads til forskellighed og mangfoldighed. For det er diversitet, der giver grobund for udvikling og forandringer.

Dobbelt festlig dag
Dagen var faktisk en dobbelt festlig dag, for Stig Johansen indtrådte ikke blot officielt som direktør - glasset blev også løftet en ekstra gang for at ønske Stig tillykke med hans 25-års jubilæum i statens tjeneste.

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge