Den allerførste på EUX Business


Køge Handelsskole

På Køge Handelsskole blev Daniella Skovengaard fra Hastrup i Køge den allerførste, der afsluttede den nye erhvervsuddannelse EUX Business på Køge Handelsskole. Lærepladsen er i hus i Imerco på Køge Torv.

 

Første på EUX Business

Der var summen af forventning på gangen, da Daniella Skovengaard, som den allerførste gik til den afsluttende eksamen på EUX Business. Familie, venner og ledelsen på EUX & EUD Business ventede spændt på at se den første EUX Business hue blive sat på hovedet. Daniella Skovengaard fik et flot 10-tal for sin præstation i dansk. Huen kom på hovedet, propperne sprang og gangarealet blev fyldt af glædestårer, kram og roser. I næste uge får Daniella Skovengaard sit bevis på den afsluttende eksamen – og forude venter to år i lære for at få hele beviset på uddannelsen: ”Jeg har fået læreplads i Imerco i Køge, hvor jeg skal være i to år. Det glæder jeg mig rigtig meget til, fordi jeg allerede føler mig meget velkommen, og så bliver det bare fedt at komme ud og arbejde og slippe for alle lektierne,” smiler Daniella Skovengaard.

”Jeg havde længe søgt efter en elevplads som dekoratørelev, men da det er rimelig svært, begynde jeg at søge ind som salgselev i isenkræmmer og møbelhuse, da mange af dem har dekoratørdelen, som led i deres salgselevsuddannelse. Jeg var så heldig at få tilbud fra to virksomheder og endte så med at vælge Imerco,” siger Daniella Skovengaard.
”Nu vil jeg koncentrere mig om at få erfaring i salg og dekoration i Imerco og på sigt kan jeg måske komme til at arbejde med møbler og indretning. Måske en gang i fremtiden vil jeg prøve at komme inden for merchandise og dekoration i en større virksomhed – Illums Bolighus eller Magasin kunne være gode bud på en drømmearbejdsplads på sigt. Det visuelle salg har altid interesseret mig meget, men hvem ved – måske finder jeg også en stor interesse inden for det personlige salg, og så vil min vej måske blive en helt anden,” siger Daniella Skovengaard.  


Skift midt i det hele

”Efter 10. klasse valgte jeg i 2013 at starte på det, der i sin tid hed Merkantil HG, netop fordi jeg vil gerne være dekoratør i en møbelbutik,” siger Daniella Skovengaard.
”Jeg synes ikke, HG var svært eller særlig udfordrende, men jeg blev der, fordi det var den uddannelse, jeg skulle bruge for at nå min drøm. Jeg fandt det en smule overdrevent at vælge en gymnasial ungdomsuddannelse, for jeg var interesseret i at få handelsfag rettet mod butik, og det var grunden til jeg valgte den merkantile grunduddannelse,” siger Daniella Skovengaard.
”Da jeg havde gået halvandet år på HG, fik jeg tilbuddet om at søge over til den nye to årige EUX-uddannelse, men da jeg allerede gik på HG, kunne jeg tage det første år på blot et halvt år.  Derfor har jeg gået halvandet år på HG og halvandet år på EUX Business. Det var et godt valg at skifte til den nye EUX Business – her er flere faglige udfordringer,” siger Daniella Skovengaard, som nu skal fejre huen sammen med familien og vennerne.

Tillykke med EUX-huen

 

 

Vigtigt om nødundervisning

Køge Handelsskole tilbyder virtuel tilstedeværelse som nødundervisning i tilfælde af ...

Skills stafet går virtuelt

I CAMPUS Køge er Køge Handelsskole, EUC Sjælland og ZBC klar til at være virtuelle Skills-værter

Test og tilstedeværelse

Skal du testes for covid-19? Læs om hvordan du forholder dig til din uddannelse

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge