Covid-19 og de næste to uger


Køge Handelsskole

Efter Statsministerens udmelding onsdag den 11. marts lukker vi skolen d.d. til den 30. marts. Læs om hvad det betyder for dig som elev og som kursist. Vi kører virtuel undervisning, så vi ses online.

 

Kære alle elever og kursister

Statsministeren har onsdag den 11. marts kl. 20.30 afholdt pressemøde, hvor hun beder om, at alle skoler lukker ned i de kommende 14 dage. Det betyder for vores vedkommende, at vi lukker ned for alle aktiviteter med og for elever i fysiske rum med virkning fra nu.

Vi lukker dags dato
I skal derfor ikke møde op fysisk i skole i morgen, torsdag den 12. marts. I stedet skal I forberede jer på, at hverdagen de kommende uger ser anderledes ud. Jeres lærere, koordinatorer mv. tager fat i jer og orienterer jer om, hvad der skal ske på netop jeres område.

Virtuel undervisning fra nu
Undervisningen fortsætter dog som skemalagt, men som fjernundervisning. Det vil sige, at alle elever skal være klar som normalt foran deres PC, hvor lærere og koordinatorer kontakter jer - se detaljer der hvor I kommunikerer med jeres lærere. Den lærer, der plejer at møde op i undervisningen vil undervise som godt som det er muligt som fjernundervisning, og I vil bruge de metoder og værktøjer, som lader sig gøre. Deltag så aktivt som muligt, og lad os sammen få det bedste ud af situationen og få en god og anderledes oplevelse sammen.

Vi mødes online i morgen.

For vores kursister
Kære kursister
Kursister på Kursuscentret KHS og forløb i OBU og FVU får direkte kontakt fra vores kursussekretærer og koordinatorer og lærere om tiden frem.

Vi ses igen
Eleverne skal således først møde ind på skolen igen mandag den 30. marts til normal tid. Det gælder HHX elever, EUX elever, EUD elever, alle på Stærk Fra Start og Klar til Fremtiden, Hovedforløbselever og Praktikcenterelever.

 

Svær tid – lad os stå sammen
Som uddannelsesinstitution har vi fulgt udviklingen med covid-19 nøje i forhold til skolens dagligdag – og særligt jer med en forestående studietur for øje (se længere nede).

Vi har mange hensyn at tage – sammen udgør vi en fælles front i håbet om at inddæmme covid-19 i at sprede sig i samfundet. Vi har eller kender alle en svagelig bedsteforælder, en kræftsyg forælder eller et barn med svækket immunforsvar – det er for dem, vi tager vores forholdsregler med hyppig håndvask, sprit og principper om at holde afstand til hinanden og udvise hensyn ved nys og host – og nu det stærkeste værn vi har: At nedlukke for at opbremse udviklingen.

Vi følger myndighedernes anvisninger i et forsøg på at inddæmme og holde niveauet af smittede nede. Det er vores samfundspligt at beskytte sårbare og svage. Vi skal alle støtte om Sundhedsstyrelsens inddæmningsstrategi, så det danske sundhedsvæsen kan følge med og gennem hele forløbet være i stand behandle de sårbare og dem, som er i farezonen. Det kræver ændret adfærd og en ændret hverdag med begrænsninger på forsamlinger og ændringer i afviklingen den offentlige transport og i vores samvær – lige nu er den bedste måde at bevare vores dyrebare fællesskab at minimere vores indbyrdes fysiske kontakt og ses på digitale platforme i den virtuelle undervisning.   

For dig som skal på studietur fra weekenden
Efter Statsministerens udmelding til aften, indstiller vi de studieture, der havde afgang indenfor de 14 dage, hvor vi nu er blevet lukket ned. Situationen er for usikker. Vi kan risikere, at klasser bliver sat i karantæne ved ankomst eller på hotelværelser, og vi kan risikere elever og lærere strander under studieturen, fordi lufttrafik indstilles som vi nu ser det er tilfældet med fx Italien osv.

Vi har desuden en forpligtelse til at passe på vores medborgere hjemme og i resten af verden – og den opfordring kom allerede under pressemødet fra Statsministeriet tirsdag den 10. marts, da Lars Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet sagde:
"Mange danskere står overfor overvejelserne ”skal jeg rejse” eller ”skal jeg ikke rejse” – der er intet jeg hellere ville end at sige, hvordan det vil udvikle sig i land x, y og z. Det eneste, vi kan sige er, at hele verden på rejseområdet lukker ned, så man skal tænke sig meget godt om, når man planlægger rejser i øjeblikket. Det skal man ikke kun for at miste drømme og penge, men også for at vise ansvarlighed på hjemmebane. Det skal ikke kun handle om, at vi tager smitte ind, men også om, at vi tager smitte med ud. Hvis man er i karantæne frivilligt herhjemme, så skal man altså ikke tage på ferie selvom man kan finde et land der er i gult, det kan man ikke være bekendt.

Hvis vi kigger ind i fremtiden, i næste uge måske, så skal man også tage med i betragtning, at man kan komme til at strande og ikke komme ud og vi forventer at flere danskere vil strande i den kommende tid.

Det sidste man skal tage med er at andre lande også kigger på os…”.

Vi imødeser også med denne beslutning de mange elever, forældre og lærere, som i de seneste dage har udtrykt bekymring og uro ved udsigten til de eller deres børn skulle forlade Danmark under disse usikre omstændigheder – og vi ved godt glæden og forventningerne over at skulle afsted er eller har været store, men vi har alle et personligt individuelt ansvar for at få situationen under kontrol. "Det er alle de ressourcestærke, der skal sørge for at virus ikke spreder sig helt ukontrollabelt”, som Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm så rammende formulerede til pressemødet 10. marts.

OPDATERET 12. marts kl. 12 i forhold til vores planlagte studieture til New York:
USA har i går aftes besluttet at landet lukker ned for rejser fra Europa de kommende 30 dage - link til nyhed på dr.dk: "USA lukker ned for rejser fra Europa" . Vi følger situationen fortsat.

OPDATERET 12. marts kl. 15.30: Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til USA. Udenrigsminister Jeppe Kofoed siger på eftermiddagens pressemøde at rejsevejledningen til USA fra gul til orange

Nye tiltag fra uge 43

For at undgå nye hjemsendelser på grund af covid-19 vil der fra uge 43 blive iværksat nye tiltag.

Rart at vide for vores samarbejdspartnere

Fra uge 43 er der nye tiltag mod covid-19: Dette gælder for gæster på Køge Handelsskole

Åbent hus 2021 og covid-19

Vi ser tiden an, så hold øje med vores hjemmeside, når vi nærmer os dagen for afvikling af åbent hus

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge