Bliv ”skilled” i CAMPUS Køge


Køge Handelsskole

På erhvervsuddannelserne i CAMPUS Køge hersker der i disse dage stor aktivitet med Skills Stafet. 2000 elever fra 8. klasser i hele Køge Bugt kommer og dyster i konkurrencer hen over syv dage. Målet er at give dem bedre forståelse for mulighederne med erhvervsuddannelse.

 

EUX & EUD Business

Den landsdækkende Skills Stafet er kommet til byen. Stafetten skal give 8. klasserne indblik i erhvervsuddannelserne og give dem ballast til at vælge blandt de mange ungdomsuddannelser. Klokken 9 om morgenen møder 300 unge ind i det store hvide telt, der er opstillet foran EUC Sjælland under hele Skills-perioden. Blandt deltagere på Skills Stafettens tredje dag er 8a fra Tjørnelyskolen i Greve. Klassen blev højspændte under dagens første konkurrence hos Elektrikerne på EUC Sjælland. I grupper af tre dyster de mod hinanden: Hvem har en rolig hånd, for at undgå at kortslutte kredsløbet. Ryster man blot lidt på hånden, kvitteres med en høj lyd. Da konkurrencen er ovre går der sport i at lave ”musik” med de forskellige toner, når håndtaget rørte ved det strømførende kredsløb.

”Har I nogen spørgsmål?”, lyder det fra faglærer Frank Hansen, som passer el-dysten.
”Kan man dø af at arbejde med strøm?”, spurgte en af eleverne.
Svaret falder prompte: ”Ja, det er farligt at arbejde med strøm. Man skal vide, hvad man laver – og derfor er uddannelse vigtigt!”

Næste stop er hos frisørerne længere henne af gangen på EUC Sjælland. Et par af pigerne lyser op ved udsigten til næste opgave. Frisørfaglærer Dorte Haack byder velkommen til 8a.

”Hvor lang tid tror I, det tager at blive frisør?”, spørger Dorte Haack. Klassen væver efter svaret. To år lyder et bud – tre år? lyder et andet. Overraskelsen er derfor stor, da de finder frem til det rigtige svar i fællesskab: Fire år – og fem år, hvis det er EUX-frisør.

frisør på euc sjælland

Opgaven hos frisørerne er at kreere en smuk frisure. Benspændet er, at der skal indgå to fletninger. Grupperne kaster sig over opgaven – pigerne får hurtigt fat i den lange ende. Drengene hjælper godt til med rede frisørhovedets lange lokker – og da pigerne kaster sig over selve kreationen, giver de sig til at rede hinanden.

”Jeg laver sildeben,” siger en.  ”Er det fransk sildeben?”. ”Det kunne også være hollandsk”, svarer en tredje. Ingen tvivl om det: Stemningen er god til Skills Stafet.

Mursten, pincet og logoer
Hos murerne hos EUC Sjælland går konkurrencen ud på at lægge mursten i forbandt. Grupperne tager udfordringerne op, inden turen fortsætter over til SOSU Sjælland Køge – i et helt anderledes miljø. Grupperne tager plads ved bordene: Første dyst var en samarbejdsopgave, hvor kaptajnen på holdet uden ord skal guide holdet til at samle en figur med Lego duplo. Anden opgave skal eleverne kunne regne den ud – pilledosering bevæbnet med pincet og doseringsæsker på tid.

Bagefter går turen retur til EUC Sjælland på Struktør. Faglærer Ryan Vibe byder velkommen til holdene fra Tjørnelyskolen. De fleste ved ikke hvad ”struktør” er, så det må lige på plads: De arbejder i cement, så de store anlægsarbejder i Køge og omegn beskæftiger i disse år mange struktører – og har gjort det relativt let for eleverne på uddannelsen at få læreplads.

Så er det tid til velfortjent pause – i Skills teltet, hvor det hele begyndte kl 9. Nu er der linet op til frokost og en halv times pause. Efter sandwich eller salat er klassen tilbage på sporet – nu ned mod smedene – sidste stop på EUC Sjælland. Dagens allersidste dyst for Tjørnelyskolen foregår på EUX & EUD Business på Køge Handelsskole, hvor de på tid skal svare på spørgsmål, samle puslespil og genkende logoer, som giver anledning til snakke om branding.

sosu sjælland

Med hjem i bagagen
Huoji Fu på 14 år har fået sig ”en på opleveren” sammen med sin 8a på Tjørnelyskolen i Greve.
”Det gode er, at sådan en dag giver bedre sammenhold. Det har været en sjov dag og opleve uddannelserne i CAMPUS Køge,” siger Huoji Fu og fortsætter: ”Og så var det lidt sjovt og mærkeligt, at det var rigtigt hår på frisørhovederne. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil efter skolen. Mine bedsteforældre synes, jeg skal være læge, men …”

”Der har været en masse oplevelser med arbejde og uddannelser i dag. Sjovt at se de her uddannelsessteder. At være ude og prøve ting, så man ikke bare sidder og lytter. Det overraskede mig lidt, at de fleste uddannelser har så meget praktisk – at det ikke kun er bøger. Og det giver jo mening at opleve fagene, for det er som at cykle – man skal jo prøve det, før man kan lære det. Jeg vil gerne være journalist, men jeg har ikke lige besluttet, om det er via HHX på Køge Handelsskole, HTX eller STX,” siger Maria Witthøft, som går i klasse med Huoji Fu.

Tjørnelyskolen i Greve


Klasselærer Christina Krogsgård, som har fulgt med sin 8a hele dagen, er glad for det, hun har set i løbet af dagen: ”Sådan en dag er altid god. Det at have dem med ude og vise dem nogle andre ting end bare undervisning i et klasselokale. Og så er det interessant at se, hvordan de åbner sig for uddannelser, se hvad de hælder til, og hvad de er gode til. De skal jo ikke alle sammen videre på gymnasiet, så det er godt at kunne se andre gode muligheder for uddannelse og karriere”.




Faktaboks:
Skills Stafet hører under Skills Denmark, som arbejder for at informere om erhvervsuddannelserne, men dagene i CAMPUS Køge er arrangeret af de lokale uddannelsesinstitutioner

I Køge er samarbejdet forankret i CAMPUS Køge i samarbejde mellem Køge Handelsskole, SOSU Sjælland, EUC Sjælland og UUV Køge Bugt. Hver dag kommer op til ti 8.klasser på besøg og dyster i syv forskellige erhvervsfag rundt på skolerne. Klasserne dyster i hold af tre personer og dagens bedste hold kåres hver dag. Der dystes om en af tre pladser til DM i Skills Stafet i Gigantium i Aalborg til januar.

 

 

 

Vigtigt om nødundervisning

Køge Handelsskole tilbyder virtuel tilstedeværelse som nødundervisning i tilfælde af ...

Skills stafet går virtuelt

I CAMPUS Køge er Køge Handelsskole, EUC Sjælland og ZBC klar til at være virtuelle Skills-værter

Test og tilstedeværelse

Skal du testes for covid-19? Læs om hvordan du forholder dig til din uddannelse

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge