Køge Handelsskole fremhæves for god praksis


EUX Business

Køge Handelsskole fremhæves i en landsdækkende undersøgelse for skolens gode arbejde med at motivere og fastholde eux-elever i hele deres uddannelsesforløb. Undersøgelsen er iværksat af STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet), da en stor del af de elever, som begynder en merkantil erhvervsuddannelse med eux på landsplan, falder fra inden hovedforløbet. Det er dog ikke tilfældet på Køge Handelsskole.

 

På Køge Handelsskole arbejdes der målrettet med at motivere samt fastholde eux-elever, og det kan aflæses i et markant lavere frafald sammenlignet med landsgennemsnittet.

”Vi ønsker at støtte vores elever på bedste vis gennem hele deres uddannelsesforløb, og er glade for at være en af de skoler, der er gode til at fastholde eleverne og få dem i praktik, så de kommer i mål med deres uddannelse. Vores tilgang er lidt anderledes end på andre skoler, og STUK har derfor inviteret os til at medvirke i et inspirationskatalog samt en podcast, som skal inspirere andre skoler til at reducere frafald på eux-uddannelsen,” fortæller Hans Severinsen, der er uddannelseschef på Køge Handelsskole.


Forventningssamtaler skaber klarhed
Hans Severinsen medvirker selv i inspirations-podcasten, hvor han uddyber skolens forventningssamtaler som led i at fastholde eleverne på uddannelserne og motivere dem til at tage hovedforløbet. Køge Handelsskole indkalder nemlig alle optagede elever til en forventningssamtale med deres kommende kontaktlærer og en underviser før uddannelsesstart. Formålet er at afstemme gensidige forventninger og sikre, at eleven kender til uddannelsens faglige niveau.

Amalie Sofie Jensen går i dag i 2C på EUX Business, og hun husker tydeligt forventningssamtalen før studiestart: ”Min mor var med til samtalen, der foregik helt stille og roligt. Det var faktisk rigtig rart at høre om skolens forventninger til mig som elev. De forklarede, at det var vigtigt at følge godt med allerede fra starten, hvor undervisningen forbereder os til uddannelsens 2. år - fx i dansk, hvor vi springer fra niveau C det første år, og til niveau A på 2. år. Vi talte også om at overgangen fra folkeskolen kan virke ret stor, da eleverne forventes at være mere selvkørende på studiet end i folkeskolen,” fortæller Amalie Sofie Jensen.

Samtalen er et tilbud til eleven og deres forældre, som op mod 95-100 pct. af eleverne vælger at tage imod. Hvert år er der ca. to til fire elever, som på baggrund af samtalen vurderer, at uddannelsen ikke er noget for dem. Ca. 40% af forældrene deltager i samtalerne, der varer 20. min. og som regel foregår i april måned før eleverne i folkeskolen går ind i eksamenstiden.

 

”For eleverne er forventningssamtalerne med til at skabe tryghed og viden forud for deres kommende studiestart hos os. Vi fortæller, hvad vi forventer af dem fx mængden af lektier og afleveringer, de kan forvente at få. Vi spørger desuden ind til elevens ønsker for fremtiden, og om eventuelle udfordringer, så vi bedre kan støtte dem undervejs i deres uddannelse. Samtalen hjælper også elever, som ikke er helt afklarede omkring uddannelsesvalg, og sparer nogle elever fra et unødigt nederlag i form af frafald efter uddannelsesstart,” forklarer Hans Severinsen.

Køge Handelsskole fremhæves med endnu et tiltag i undersøgelsens inspirationskatalog, da man på skolen har reserveret en stor og central væg til at opsætte fotos af elever samt navn på deres praktiksted. Tiltaget bruges til at inspirere andre elever i at søge bredt efter en praktikplads. De elever, der vælger at komme på skolens Karrierevæg deltager i en konkurrence med gavekort som præmie. 

Inspirationskatalog samt podcasts:
Link til inspirationskatalog med konkrete tiltag, som skolerne kan lade sig inspirere af for at få flere merkantile eux-elever videre i hovedforløbet.

Tiltagene er udvalgt med afsæt i de skoler, der har et relativt lavere frafald sammenlignet med andre skoler. To af tiltagene er uddybet i podcasts – her podcasten med Hans Severinsen fra Køge Handelsskole 

 

EUX translokation 2020

Klasserne på EUX Business mødte op forskudt med deres gæster for at lade sig hylde til translokation

Mads er første elev klar fra EUX Business

Mads Rønnov fra Strøby Egede den første elev, som afslutter første del af EUX Business

Tilfældigheder giver bonus

Magnus Richardt på EUX Business, Køge Handelsskole, har landet sin elevplads hos Codan Rubber

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge