Færdig med EUD Business - klar til læreplads


EUD Business

På Køge Handelsskole blev Malene Eriksen fra Karise den første elev til at afslutte EUD Business. Praktikpladsen hos Dana-Tool i Havdrup sikrede hun sig i januar, så det har givet ro på. Ved siden af uddannelse har hun haft god tid til venner og til at dyrke sin lidenskab for håndbold som aktiv spiller.  Nu venter sommerferie, inden læretiden begynder til august.

 

På EUX & EUD Business på Køge Handelsskole var Malene Eriksen på 17 år den første elev, der kunne afslutte eksamensrækken på EUD Business – forude venter den praktiske del af uddannelse – og Malene Eriksen har haft lærepladsen i hus siden slutningen af januar og glæder sig til at komme i gang 12. august.
”Det har været rigtig godt år på EUD Business på Køge Handelsskole. Det har levet fuldt ud til mine forventninger – og den anbefaling, jeg fik fra en jeg spillede håndbold med. Hun fortalte det var en super god uddannelse og lærerne var gode. Skolen har levet helt op til sit ry. Jeg ville oprindeligt have gået detailvejen, men efter tvivl og snakke med skolens praktikkonsulent, Michala Duvier, valgte jeg i november, at jeg ville gå handelsvejen. Jeg talte igen med Michala i januar, og hun anbefalede mig virksomheden Dana-Tool i Havdrup. Jeg ringede til dem, og vi aftalte, at jeg sendte dem en uopfordret ansøgning. Kort efter blev jeg ringet op af direktøren og tilbudt samtale. Den tog jeg til og kort efter blev jeg tilbudt en læreplads i deres interne Salg & Service – på en uge fik jeg lærepladsen i hus – og nu glæder jeg mig til begyndelsen i august,” fortæller Malene Eriksen.

Mod nye mål
”Jeg har lært utroligt meget på det år, jeg har været på EUD Business. Spændende fag – både de ”gamle” fra folkeskolen – og de nye fag – erhvervsøkonomi, afsætning og it. Jeg har også gået i en god klasse og fået en masse nye gode kammerater. Og der har været tid til det sociale, selvom jeg spiller håndbold i Greve på højt plan. Jeg spiller i 1. division og seriedamehåndbold – jeg spiller højre bak, højre fløj og er playmaker. Jeg træner to dage om ugen og spiller kampe en til to gange om ugen, men det er gået let med at balancere uddannelse, håndbold og venskaber. Køge Handelsskole ligger godt i forhold til min bopæl i Karise og lige på vejen til håndboldtræningen i Greve Håndbold,” siger Malene Eriksen, som ikke har håndbold fra fremmed – hendes far har også spillet håndbold og været træner i en årrække. Faktisk drømmer Malene Eriksen også om en fremtid indenfor håndbold – enten som træner eller administrativ medarbejder i Håndbold Region Øst. ”Faktisk,” fortæller Malene Eriksen, ”så havde jeg også henvendt mig til HRØ for at høre om jeg kunne få læreplads hos dem, men de tager ikke elever. Men ligesom jeg har nydt at have et socialt netværk udenfor håndbold med veninderne fra Køge Handelsskole, så bliver det også spændende at kaste sig ud i en verden af værktøjer i Dana-Tools – også selvom de er mere til fodbold,” smiler Malene Eriksen.

 

 

Årets lokale læreplads: Dana-Tool A/S

Køge Handelsskole fejrede forleden Dana-Tool i Havdrup som årets vinder af den lokale konkurrence

Næste stop er lærepladser

Stort tillykke til afgangseleverne, der just har afsluttet GF2 på EUD Business

Lærepladser er næste skridt

EUX & EUD Business har afholdt Job- og karrieredag for alle skolens merkantile elever

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge