Elever lærer af virtuelt virksomhedssamarbejde


EUD Business

Et hold elever på Køge Handelsskoles Hovedforløb har netop afsluttet et intenst forløb, hvor de på blot en uge skulle anvende ny teori i praksis ved at løse en udfordring i produktionsgangen hos virksomheden Schoeller Plast i Regstrup nær Holbæk.

 

”Elevernes besøg hos Schoeller Plast kunne desværre ikke gennemføres grundet coronapandemien, så al undervisning samt dialog mellem eleverne og virksomheden er foregået bag skærmen. Det har dog ikke påvirket elevernes indsats eller resultat med at analysere og foreslå løsninger på virksomhedens problemstilling,” siger underviser Irina Hilma på Hovedforløbet på Køge Handelsskole.

”Jeg synes, det er rart at blive udfordret af den yngre generation, de kommer med noget i bagagen, som vi ikke altid tænker over. Jeg er faktisk imponeret over, at eleverne på så kort tid, kan trække noget essens ud af mit oplæg og vores online spørgerunde, og de dernæst kan byde ind med noget brugbart - endda uden at have besøgt vores virksomhed fysisk,” siger Jan Bybjerg, som til daglig er direktør i Schoeller Plast, der er specialiseret i at producere sprøjtestøbtplast med en produktion, der kører i døgndrift alle ugens dage.

”Dialogen med eleverne har været med til at øge min selvindsigt, og det har givet stof til eftertanke i vores organisation om den måde vi arbejder på, og det vil vi helt klart tage med os videre,” fortæller Jan Bybjerg.

Eleverne er blevet færdige med deres EUX Business grundforløb, og de er nu i gang med uddannelsens hovedforløb kombineret med praktikforløbet. Virksomhedssamarbejdet med Schoeller Plast er en del af undervisningen i faget Kvalitet & Service, hvor eleverne havde en uge til at lære ny teori, som de med det samme skulle anvende i praksis til at løse en reel udfordring i Schoeller Plasts kvalitetssikring og produktion.


Med elevens blik
”Det var spændende at se Schoeller Plast over skulderen. Deres kvalitetsafdeling fortalte om udfordringer med at få fat i den rette opstiller i produktionen, og vi startede derfor med at analysere problemstillingen ind til benet, mens vi samtidig skulle finde ud af, hvad en opstiller var. Vores arbejde var meget mere virkelighedsnært end jeg før har oplevet, da vi ikke fik alt serveret. Her fik vi en problemstilling, der skulle løses, og vi skulle selv finde de relevante spørgsmål, teori og svar til at nå frem til nogle konkrete forslag, som vi præsenterede for Jan Bybjerg. Det var selvfølgelig mere spændende og udfordrende at fremlægge for en direktør end vores vanlige undervisere,” siger Patricia Lykke Grenz, der siden sommer har været i gang med et praktikforløb hos FGU Vestegnen som kontorelev.

Elevernes underviser, Irina Hilma, blev rørt over den ros eleverne fik efter deres virtuelle fremlæggelser for Jan Bybjerg: ”Det vigtigste for os undervisere er, at eleverne får prøvet kræfter med at anvende den lærte teori i praksis, og jeg er rigtig stolt over elevernes indsats og den ros og anerkendelse, som Jan Bybjerg gav eleverne efter at de fremlagde deres bud på forskellige løsningsmuligheder,” siger Irina Hilma, der sammen med Louise Them-Hansen underviser i faget Kvalitet & Service.

 

Zoom ind på job- og karrieredag

Job- og karrieredag er netop afholdt for alle skolens merkantile elever virtuelt på Zoom

Elever fejret ved virtuel translokation

Et nyt hold elever har netop afsluttet deres grundforløb på EUD Business og blev fejret virtuelt

Klar på vinteroptag af elever

JYSK besøgte Køge Handelsskole med budskab om, at de introducerer deres første vinteroptag af elever

Nyhedskategorier

Køge Handelsskole

EUD Business

EUX Business

EUV Business

EUD Student

HHX

Kursuscenter

Adgangsgivende forløb

Campus Køge