Af: Irina Hilma

2. års EUX-elever, der søger læreplads, har i disse dage en gylden mulighed for at komme til samtale med udvalgte virksomheder i trygge rammer på Køge Handelsskole. Vi kalder konceptet for jobdating. Elev og virksomhed har femten minutter til at finde ud af, om de er et match, inden de kan vælge at mødes til en anden samtale ude i selve virksomheden.

Det er første gang vi prøver konceptet af på Køge Handelsskole og det er en nem og tryg måde at få noget erfaring med jobsamtaler på,” siger Peernille Buus, lærepladskonsulent på Køge Handelsskole.

En perlerække af virksomheder har sagt ja tak til at komme ud på skolen og få en snak med eleverne: Region Hovedstaden, Sygeforsikring Danmark, XL byg, Køge Kommune, Bilhuset Køge, JYSK, Cinas, BB Fiberbeton, Freja, Yousee.

Begejstring
Det nye tiltag har vakt begejstring hele vejen rundt.

Vi synes, at det var en super fin måde at blive introduceret til eleverne på inden endelig samtaler. Setup var rigtig godt og vi vil helt sikkert gerne deltage en anden gang,” fortæller Helle Bitz fra Cinas, en af de deltagende virksomheder.

Hos Region Hovedstaden hilser de ligeledes tiltaget velkomment:

”Vi synes det var en rigtig god og målrettet proces med et stærkt kandidatfelt, som vi fik lov til at tale med. Det er en proces som vi klart vil anbefale og forhåbentligt kan gøre mere af, da man i denne proces får en god mulighed for at hilse på eleverne i deres vante omgivelser og få en bedre fornemmelse af, hvilke kandidater der kunne være et godt match i det videre rekrutteringsforløb. Disse samtaler gør udvælgelsesprocessen mere målrettet og konstruktiv under samtalerne og fremadrettet,” siger Jane Grønholt Damgaard.

En klar fordel
En af de elever, der har taget imod tilbuddet og har været til samtale med flere virksomheder, er Annelie Skovdal, og hun kan klart se fordelen ved det:

”Det er en unik mulighed for at komme forrest i køen til en samtale og for at kunne skille sig ud fra mængden. Og så foregår det på skolen, hvor vi alligevel er hver dag, og det gør det endnu mere oplagt at være med”, slutter hun og opfordrer alle elever til at kaste sig ud i det.

Kaste sig ud i det har Sofie Willeberg Bärentzen også gjort.

Det var en ret god mulighed at få en elevplads på og lidt nemmere end at skulle sende en masse ansøgninger. Her fik vi muligheden for at møde virksomhederne på skolen og det var i hvert fald mere trygt, end hvis man skulle starte ude hos dem. Jeg kom så til en anden samtale hos Cinas og har fået elevplads hos dem. Det letter virkelig, at det allerede er på plads, selv om jeg først bliver med GF 2 til sommer. Jeg føler virkelig, at jeg kan slappe lidt mere af.”

Ros til projektet
Blandt lærerne er der også ros til det nye projekt:

”Det nye tiltag med speed-dating, hvor vores elever har mulighed for at møde virksomhederne, er et virkelig godt tiltag. Eleverne har først og fremmest chancen for at få en læreplads, men skulle det vise sig, at eleverne ikke opnår at få en læreplads, så får de en unik mulighed for at prøve at komme til en samtale, hvor de oplever, hvad det er virksomhederne kan finde på at spørge dem om, og de får øvet sig i det at komme til en samtale med en virksomhed. På den måde er de meget bedre klædt på i deres videre lærepladssøgning, udtaler Annette Hall Madsen.

Annette understreger samtidig, at det også ”handler om en tæt kontakt mellem skolen og erhvervslivet:
"At skolen og vores elever oplever en naturlig kontakt til virksomhederne og at virksomhederne, ved at komme på skolen, får en god fornemmelse af, hvad det er eleverne kommer fra.”

Skal din virksomhed være med?
Kontakt vores lærepladskonsulent Peernille Buus.

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.