Forberedende voksenundervisning (FVU)

Vil du blive bedre til dansk eller matematik?

Det kan du helt gratis. Det hedder Forberedende voksenundervisning (FVU). Det kan være du skal i gang med en uddannelse, men mangler de adgangs-givende karakterer eller måske du bare gerne vil løfte dine kompetencer – så kan FVU være noget for dig.

Forberedende voksenundervisning er især rettet mod unge, der mangler adgangsgivende karakterer til at kunne begynde på en erhvervsuddannelse, ufaglærte, to-sprogede, ordblinde og andre der har udfordringer med dansk og tal i hverdagen.

Sådan kommer du i gang
Inden du begynder undervisning skal du have en kort samtale med en af vores vejledere, og du skal igennem en kort screening, så vi kan vurdere om FVU er det rigtige tilbud til dig.

Opbygning
På FVU dansk er der fire trin, og på FVU matematik er der to. Med bestået Trin 4 i dansk og bestået Trin 2 i matematik giver det adgang til en erhvervsuddannelse.

Trintest og deltagerbevis
Efter hvert trin er det muligt at tage en trintest, men det er ikke et krav. I stedet er det muligt at få udstedt et deltagerbevis, hvis du har et fremmøde på mindst 85 %. Bestået trintest 2 i matematik og bestået trintest 4 i dansk er adgangsgivende til erhvervsuddannelser.

 

FVU Læsning
Der er fire trin på FVU. Hvert trin er på 40-80 lektioner og varer ca. 12 uger.

På trin 1 og 2 træner vi bl.a. at skrive enkle ord og kortere tekster. Vi læser også forskellige typer tekster, fx avisartikler og brochurer.

På trin 3 og 4 arbejder vi med stavning af svære ord og fremmedord. Du lærer at skrive forskellige tekster, og vi går i dybden med grammatikken. Du lærer også at læse og forstå fagtekster.

Hvert trin kan afsluttes med en skriftlig prøve. Det er valgfrit, omman vil gå til prøve. Man kan gentage et trin, hvis man har behov for det.
Der afholdes prøver i juni og december måned.

Før hver kursusstart modtager du et brev om bekræftelse på din tilmelding, samt orientering om, hvilket hold du skal gå på. Du kan vælge at gå til FVU om dagen eller om aftenen.

 

FVU Matematik
I FVU Matematik lærer du:

  • at lægge sammen, trække fra, gange og dividere
  • at forstå og regne med kommatal
  • at forstå og bruge brøker som ¼ og ½
  • at forstå og regne med procenter, fx 10%, 25%, 50%
  • at aflæse, forstå og fremstille enkle tabeller og diagrammer
  • at overskue og tegne mønstre og figurer
  • at omregne fra fremmed valuta til danske kroner
  • at måle og beregne arealer og rumfang og meget mere

Gennem undervisningen bliver du bedre til at forstå de tal, du møder i dagligdagen. Undervisningen tager udgangspunkt i hverdagssituationer og de ønsker, kursisterne har. 
FVU Matematik er inddelt i 2 trin. 

  • Trin 1 er matematik på begynderniveau. Du arbejder med at gange og dividere og at regne med brøker og decimaler.
  • Trin 2 er for de lidt øvede. Du lærer at beregne areal, rumfang, procent, at kunne forstå nogle lidt mere krævende opgaver med både tekst, tal og figurer.

Trin 1 er mellem 40-80 lektioner (30-60 timer)
Trin 2 er mellem 60-80 lektioner (45-60 timer)
Efter hvert trin kan du gå til en skriftlig prøve. Du bestemmer selv, om du vil gå til prøven.
Såfremt du vælger ikke at gå til prøve, kan du få et deltagerbevis, hvis du har deltaget i mindst 85 procent af undervisningen.

Jeg vil gerne være med, hvad gør jeg?
Synes du FVU lyder spændende, kan du ringe på tlf. 91346616 og få en tid hos en vejleder.
Inden du kan starte på FVU, skal du til en optagelsestest. Det er en skriftlig test på ca. 45 min. Testen fortæller, om FVU er det rigtige tilbud til dig eller om vi kan hjælpe dig med på anden vis. Testen viser også, hvilket FVU trin du skal gå på.
Vejledning, screeninger, trinindplaceringer og undervisning, foregår på Campus Køge i Kursuscentret Køge Handelsskole og er et samarbejde mellem Køge Handelsskole og Center for Dansk og Integration.

Dato & tidspunkt
Efter aftale 

Pris
Gratis for deltagere, der efter samtale og screening har vist, at de er i målgruppen. Er du ledig kan du kontakte din sagsbehandler og høre om din mulighed for at få en henvisning til FVU

Sted
Kursuscentret
Køge Handelsskole
Lyngvej 19
4600 Køge

Varighed
Som udgangspunkt varer et FVU forløb mellem 40-80 lektioner.

Undervisningen
Undervisningen foregår typisk på hold med få deltagere. Hvert forløb er tilrettelagt ud fra en individuel undervisningsplan

Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU)
Det er muligt at søge om SVU, hvis du er i arbejde.
Se mere her: www.svu.dk 

Tilmelding og info
Mette Skou Jensen msj@khs.dk / 9134 6616